Landsognenes Forvaltning Fra 1660 Til Vore Dage
Et kommunikationshistorisk Bidrag

Oldermanden. 183 handlinger fortes altid paa det saakaldte Sogne- eller Gade- stævne, hvorom Palladius siger, at „det skulde være By- mændenes Raadhus, hvor Kirkeværgen ved Ringning med Kirkeklokken fluide vare til Hver Søndag, om nogen der Havde noget at forhandle"; men efter at D. L. 2—22 —40 havde forbudt at bruge Kirkeklokkerne i dette Ojemed, flete Indvarslingen som Regel derved, at Oldermanden tudede i Byhornet. Ved Sognestævnet fluide alle Tvistigheder sø- ges bilagde. Der flulde det iblandt Bymændene Hedde: „Du Meneder! tag va'r paa Finger, LEre og Boeslod. Du Tyv og Manddraber! va'r Dit Ore, Hud og Halsben. Du Skjoge! tag Dig iagt, at Du ikke faar en rod Særk. Du Troldkvinde! va'r Dit Liv", og hvis der iblandt dem var en „Ordgyder, Oldaare eller Huggebasse" (Slagsbroder), som de ikke kunde være bekjendt „at sidde til Hug og Stik med, naar de drak en Skaal Ol med hverandre", flulde han angives paa Sognestævnet, og naar dette ikke hjalp, vilde Biskoppen sorge for, at han ikke tom til „at formorke deres Dore tiere, om ellers blaa Taarn kunde borge for ham"?) Mindre Forseelser afgjordes ligeledes paa Sognestævnet i Reglen ved, at Oldermanden dikterede Vedkommende Pengeboder, der ikke fjeldent paa Stedet forbrugtes i „Gledfkab" (Selfkab) til Ol og Brændevin, uagtet D. L. 3—13—32 udtrykkelig paa- bod, „at Boder, fom efter Byens Vedtægt flal udgives, maa ej til Gilde og Drik anvendes, men skal bruges til Byens Gjærder, Grøfter og anden Byens Nytte". Foruden Boden sik Synderen ogfaa ofte Forseelsen noteret ved et Indsnit paa Bystokken, der var inddelt saaledes, at hver Mand havde sin egen Rubrik. Paa Sognestævnet flulde endvidere fkiftelystne Tjenestefolk i Folge Fdng. af 16. Novbr. 1619 opsige deres Konditioner, og der flulde Præsten efter Fdng. af 21. April 1661 en Gang om Maaneden bekjendtgjore, Y Palladius: Visitatsbog.