Landsognenes Forvaltning Fra 1660 Til Vore Dage
Et kommunikationshistorisk Bidrag

184 Oldermanden. Hvormange Accisesedler paa formalet Sæd han i Maanedens Lob Havde udstedt, hvorimod det iovrigt ved D. L. 2—11- 6 udtrykkelig var ham forment at blande sig i Bylaugets andre Anliggender. Det var ogsaa Bylaugets Sag at værne Bymændene imod saadanne udesra kommende Nærgaaenheder, som s. Ex. naar Proprietæren vilde „forbyde Bonderne at gjore deres Sognepræst en Villighed" eller begaa „Misbrug ved Mælk- ning og Skjæppekorns Annammelse". Fremdeles fæstede By- lauget Bysmeden og Byhyrden, som begge to node stor An- seelse, Smeden mest hos Mændene, hvorimod Hyrden isærvar Konernes og Pigernes erklærede Yndling?) Alen det er en Selvfolge, at det især var det tidligere Jordfællesskab, — da de til enhver By Horende Jorder med Undtagelse af Toften, der var vedkommende Gaards Særeje, var et Bymændene i Forening tilhorende fælles Eje, — som afgav det storste og betydningsfuldeste Omraade for Bylaugets Virksomhed. Navn- lig Havde dette at fastsætte Tiden, naar der om Efteraaret skulde gives Auret, at tage Bestemmelse om Hegnenes Vedlige- holdelse samt at drage Omsorg for, at den, som Handlede derimod, kom til at „gjælde ester al den Skade, som blev gjort derover". Uagtet hver Landsby for sig udgjorde saa at sige en lille Koloni, hvis Interesser ikke strakte sig udover Bymarkens Hovedhegn, saa forte Jordfællesstabet det dog ikke sjeldent med sig, at flere Nabobyer Havde Anret, Overdrev eller fælled og Vang tilsammen, og de Sporgsmaal, som kunde opftaa heraf, faafom at „taxere, hvormange Kreaturer, Klov imod Klov, Horn imod Horn", enhver By efter sit Tilliggende maatte anbringe i Fælleden, asgjordes paa Grandestævnet, som kun afveg fra det almindelige Sognestævne derved, at alledeinter- esserede Byers Bylaug eller Fangsmænd deltogeide der stedfindende O Fejlberg: Dansk Bondeliv.