Landsognenes Forvaltning Fra 1660 Til Vore Dage
Et kommunikationshistorisk Bidrag

Oldermanden. 185 Forhandlinger, der lededes af Fangs- eller Grandefogden, til hvilket Hverv Bondefogden undertiden benyttedes?) Gadestævnet holdtes, naar ellers Vejret tillod det, under Byens Majtræ, hvis oprindelige Bestemmelse det iøvrigt slet ikke var at være Samlingspladsen for det adstadige Bylaug. Majtræet eller dets Forløber, Majstagen, der rejstes paa en aaben Plads i Byen, hørte nemlig især Ungdommen til. Herfra var det, at den under Anførsel af en udkaaret Maj- greve og Majgrevinde, som til Tegn paa denne Værdighed udsmykkedes med nys udsprunget Løv, hilste Vaarens Komne ved i samlet Skare at „ride Sommer i By", og Her Holdt den sit aarlige Majgrevegilde, der ofte varede Hele Maane- den til Ende. Efterhaanden skejede man mere og mere ud fra denne fmukke, ældgamle Folkeflik. Majtræet blev Skue- pladsen for alskens Raaheder og kaade Løjer; man kastede til Maals med vældige Jærnkøller, som Bysmeden opbevarede imod at faa Lov til at nyde sin Part af Indsatsen, „01 og Brændevin", og foretog andre lignende Bedrifter, alt i det Øjemed at faa Svirelaget i Gang. Da løde Palladius's advarende Ord: „Forvarer Eder, at I ikke flemme og demme (svire og sværme), bande og sværge eller slaas ude ved Hint Majtræ; ingen Nætter maa I der vaage over, ikke Heller St. Valdborg Nat, det er aflagt til Landsthing". Men da denne og flere efterfølgende Advarsler ikke frugtede, maatte Regjeringen omsider lægge en eftertrykkeligere Dæmper paa disse Udskejelser ved at udstede et almindeligt Forbud imod denne yndede Folkeforlystelse, „Hvorover Gud fortørnes og Bønderne ruineres", som det hedder i Fdng. af 12. Marts 1735. Uagtet dette Forbud mildnedes noget, da Frederik den femte ved Rescr. af 17. Juli 1748 tillod „Bønderne, som det ganske Aar har tungt Arbejde med Agerdyrkning og anden *) Historist Tidsskrift IV. B.