Landsognenes Forvaltning Fra 1660 Til Vore Dage
Et kommunikationshistorisk Bidrag

186 Oldermanden. til sin Stand henhorende Gjerning, til en liden, fømmelig, fin Stand passende Opmuntring at forlyste sig med Sommer- Jby-Riden paa en Søgnedag i Ugen fra Pintse til St. Hansdag", dog at Husbonden og Ovrigheden fkulde Have Tilsyn med, at „ingen Uorden, Misbrug, Drukkenskab eller anden Uskikkelighed dermed gik isvang", saa blev dog Maj- træet herefter især Bylaugets Domæne, om det end ogsaa fremdeles var Ungdommens kjærefte Samlingsplads i Skjær- sommerens lyse Aftentimer. Skjønt Oldermanden saaledes oprindelig var et rent personligt Ombud, der valgtes af og iblandt Bymændene indbyrdes, blev han ikke destomindre meget tidligt ogsaa benyttet i det Offentliges Tjeneste, idet han i et Par Hundrede Aar har haft det ingenlunde lette Hverv at holde sin By ryddelig for fremmede, omløbende Betlere. I Slutningen af forrige Aarhundrede voxede Older- mandens offentlige Forretninger efter en betydelig Maalestok, idet han, som det allerede vil være fremgaaet af foran- ftaaende, i flere Maader blev et Led i Forvaltningen af de rent sognekommunale Anliggender. Men paa den anden Side medførte Jordfællesskabets Ophævelse, at hans oprindelige Virksomhed samtidig indskrænkedes til den saakaldte Gade- jord, der fremdeles er Gjenftand for Fællesfkab, og fom i Følge flere ministerielle Resolutioner sorterer under Bylaugets Forvaltning, uafhængig af Sogneraadet. Med Sogneforftanderskabernes Indførelse bortfaldt end- videre de fleste af Oldermandens offentlige Forretninger, og de eneste Levninger, der endnu ere tilbage af hans fordums Myndighed, beftaar i, at det paahviler ham at besørge Tilsigelserne til og at føre Opsynet med Snekastnings- arbejdet samt i Henhold til Markfredloven af 25. Marts 1872 at modtage og imod en passende Godtgjørelse sørge for optagne Kreaturers Ernæring, indtil de afhentes af