Landsognenes Forvaltning Fra 1660 Til Vore Dage
Et kommunikationshistorisk Bidrag

190 Prustens Medhjælpere. ordinantsen 1539), hvorefter han i den „ganske Menigheds Paasyn" af Degnen blev fort ud af Kirken, „om han der var tilstede". Ihvorvel der jævnligt skulde bedes for Ham fra Prædikestolen, var han dog derved suldstændig udstødt af Menigheden, og han kunde endog ved Provstemodets Dom forvises Landet, om han ikke enten ved Højesteret sik Band- sættelsen underkjendt, eller han inden Aar og Dag ved det saakaldte aabenbare Skrifte bekjendte „sin alvorlige Hjærtens Omvendelse". En saadan Bekjendelse foregik imellem Prædikenen og Kommunionen under følgende Ceremoniel. Efter Afsyngelse af Psalmen: „Beklage af al min Sinde" holdt Præsten en kort Formaningstale, som Synderen paahørte knælende i Kor- døren. Derefter forelagdes han en Række Spørgsmaal, og naar disse vare besvarede med et lydeligt Ja, vendte Syn- deren sig imod Menigheden sigende: „Jeg beder, at J, Guds Børn, ville sorlade mig denne min begangne Forseelse og ikke støder Eder paa mig eller tager Forargelse af mig mere", Hvorpaa Præsten tilfagde ham hans Synders Forladelse (Ritualet 1685), og den saaledes atter „til Menigheden an- nammede" Synder maatte ingen i Følge D. L. 2—9—18 under en Bøde af 20 Lod Sølv bebrejde videre i den Sag. Men døde derimod en saadan Bandsat uden at være afløst, enten „i Kirken eller paa sin Sotteseng", maatte han endog ikke begraves i indviet Jord. Trods disse stærke Hjælpemidler synes den gejstlige Arm dog at Have været temmelig magtesløs overfor Tidens Brøst; thi i Rescr. af 3. Decbr. 1734 hedder det, „at Drukkenskab, Fylderi og andre opregnede Herflende Synder, som Kirkens Myndighed skulde hæmme daglig mere og mere, tage Over- Haand, saa at de bedrives uden Undseelse og snart ikke agtes for nogen Synd". Det blev derfor nødvendigt at paakalde den verdslige Ovrigheds Medvirken „til flige motvillige, alle