Landsognenes Forvaltning Fra 1660 Til Vore Dage
Et kommunikationshistorisk Bidrag

Fattigvcesenet. 29 tale, eftersom Kongens Forordning af 1708 befaler: Naar nogen lover de Fattige noget, men ikke Holder Lofte, fkal Hans Navn nævnes af Prædikestolen. Jeg ved vel, at Henrik Tonsberg ikke er i Kirke, men hans Folk og Tyende kunde give ham det tilkjende. — Og til eder Alle, som her er inde, siger jeg: Gjorer vel og godt imod de Fattige, saasom den fattige Mand maa fukke, og jeg tillige sukke med ham, som Paulns sukkede over Alexander den Kjeddelsmed: „Du Har gjort mig meget ondt, Herren betaler Dig, thi Du staar vore Ord meget imod (2 Tim. 4.)". Henrik Tonsberg godtgjorde imidlertid ved Vidner, at han havde givet 8 Sk. ugentlig til Frans Nielsen i Tingerup samt givet hans Kvinde Lov til paa Kongsgaard at afhente en Dags Kost om Ugen, og endvidere fremskaffede han et Vidne om, at „Præsten vilde sætte Trætte for ham", fordi „de vare blevne uenige om Tiendetagning". — Paa lignende Maade handlede Præsten Frolund i Faxe, da han i Aaret 1743 paa Sondagen for Jul fra Prædikestolen udtalte: „Naar Sr. Joensen ikke giver til de Fattige, da lyser jeg hans Navn af.Menigheden og af Sognet". Den Paagjældende godtgjorde derefter, ved paa Thinge at fremlægge de Fattiges Regnskab, at han Hver Uge havde ydet, hvad han havde givet Lofte paa'). Ogsaa i Fattigprotokollerne indblandedes ofte private og Fattigvæsenet ganske uvedkommende Forhold i de aarlige Be- retninger om Offervilligheden hos Bønderne, hvorom den foranstaaende Udskrift af Slagslunde Fattigprotokol afgiver et tilstrækkeligt Vidnesbyrd, og dette er saa meget niere uhel- digt, fom der deraf kunde drages den urigtige Slutning, at Bonden i Almindelighed var haardhjertet imod de Fattige. En saadan Slutning vilde da ogsaa stride ganske imod den Skildring, en anden Præst giver om Bonden, idet Han siger: „At den virkelig Rige kan række den Hungrige en Skjærv, Y Severin Kjcer: Fra Stavnsbaandets Dage.