Landsognenes Forvaltning Fra 1660 Til Vore Dage
Et kommunikationshistorisk Bidrag

30 Fattigvasenet. det kan undertiden ske for ikke at være umenneskelig; men af lidet at bortfkjænke meget, det er sand Broderkjærlighed, og den finder man daglig hos Bonden. Den Fattige forlader ham aldrig tomhændet. Bonden rækker ham et Fad med Spife, og overfalder Natten den hungrige Vandrer, finder Han i Bondens Hytte ikke alene Mættelse, men og et Hvile- sted ved den evigvarme Kakkelovn. Træder han ind i Bondens Gaard paa en Bryllups- eller en saakaldet Gildes-Dag, da bliver han ligesaa overflødigt mættet fom de andre Gjæfter. De Fattige blive bænkede ved Enden af Bordet, hvor ogsaa de nyde nogle glade Ojeblikke. Indtraf Bondens Selskabs Glæder i Sommerens Tid, da saa jeg ofte et Bord anrettet under aaben Himmel for Krøblinge, Halte og Blinde fra Veje og Stier. Saaledes gjør prøvet Nød Mennesket deltagende i hans Medmenneskers Skjæbne: Bonden er medlidende, fordi han faa ofte selv har tibt1). I denne Belysning maa det ogsaa ses, at Bønderne ved deres Gjæstebude umiddelbart efter „Spillemandstallerkningen" og den befalede Skolekollekt altid lode ombære en Tavle til Fordel for de Fattige; ja felv udenfor Kirkemuren, hvor disfe afventede „Stadsens" Udgang fra Kirken, gled mangen en god Skilling ned i den fremholdte, traditionelle høje Vadmelshat, noget, som endnu ikke helt er gaaet af Mode. Naar Navnes Offentliggjørelfe fra Prædikestolen imidlertid ikke inden 14 Dage havde bragt Vedkommende paa bedre Tanker, havde Amtmanden Ret til at lade foretage Ud- pantning, hvilket „gudelige Værk" det i en samtidig Jnstrux til Amtsforvalterne var paalagt Oldermændene at „komme til Hjælp"; men „da det vel kan hænde, at Bonden felv fattes og ikke har videre, end ham bliver forstrakt af andre", skulde der dog gives dem, „hos hvem sligt er at formode, Henstand med deres Pension, til de haver indhøstet". Dersom 1) I. Junge: Den nordsjællandske Almues Karakter og Skikke.