Landsognenes Forvaltning Fra 1660 Til Vore Dage
Et kommunikationshistorisk Bidrag

Fattigvoesenet. 31 Præsten eller en anden vederhæftig Mand i saa Fald for- maaedes til at gjøre Forstud, fik han Prioritet fremfor al anden Gjæld; men den udlaanende „maatte ej ringeste Opbud begjære eller annamme, men stulde være velfornøjet, naar Han lige saa meget og godt, som han haver udlaant, igjen bekommer", ligesom Forskuddet ikke maatte Henstaa længere end et Aar, „at det ej skal løbe for højt op og blive Bonden til Tynge, naar han siden skal betale". Der gaar, som man ser, igjennem disse Bestemmelser en saa human og Hensyns- fuld Aand, at man har ondt ved at tro, at Bonden virkelig er bleven saa uretfærdigt behandlet, som det fra andre Sider er bleven paastaaet. Det var dog ikke blot Bønderne, som voldte Bryderi; der fandtes ogsaa „adskillige Proprietairer/ som uagtet den kgl. allernaadigste Forordning stet intet vilde tilstaa de Fattige, hvorover de Fattiges Væsen paa saadanne Steder er geraadet i Urigtighed, og andre deraf kunde tage ondt Exempel", i hvilken Anledning det paalagdes Sognepræsterne under en Bøde af 2 Rdl., fom tilfaldt Herredskassen, at tilstille Amts- forvalteren en Kopi af deres aarlige Mandtal over dem, som svarede Folke- og Familieskab), „paa det at desligeste Pro- prietairer af Stiftsamtmanden og Biskoppen kunde taxeres til, hvad de til de Nødlidende bør svare", hvilket da ligesom andre kongelige Skatter kunde inddrives ved militær Execntion. Men da denne Fremgangsmaade snart befandtes at være for omstændelig i Forhold til de ubetydelige Summer, Hvorom der i Reglen var Tale, og iBetragtning af, at Udpantnings- gebyret kun var 6 a 8 Sk., forandredes denne Bestemmelse ved Reser. af 12. Marts 1785 derhen, at Udpantningen kunde foretages af Sognefogden imod den nævnte Godtgjørelse; Y D. v. s. en almindelig Kopskat, fom var paabudt ved Fdng. af 31. Decbr. 1700, og som efter udenlandsk, navnlig tysk Mønster (Kopssteuer) paalignedes Personerne uden Hensyn til deres Indtægter.