Landsognenes Forvaltning Fra 1660 Til Vore Dage
Et kommunikationshistorisk Bidrag

38 Fattigv«senet. behandling, idet den Fattige ikke i sit Forhold til Fattig- væsenet betragtes som egentlig Skyldner. Derimod Have Ho- spitalerne beholdt deres ved Danske Lov tillagde Arveret ganske ubeskaaren, alene med den Begrænsning, at eventuelle Livs- arvinger for Livstid fhiHe nyde Renten af Kapitalen. Græn- serne for Hospitalernes Virksomhed indsnævredes iøvrigt ogsaa, efterhaanden som Fattigforsørgelsen mere og mere blev en ren Kommunesag, og der modtages nu som Regel der kun Personer af Borgerstanden og dermed ligestillede Landmænd, som ikke kunne henregnes til den „ringere Almue", samt Personer, som have beklædt offentlige Bestillinger, eller disses Enker, forsaavidt de ellers egne sig til Optagelse. — Endelig Rescr. af 26. August 1735, som g av Ret til at bortsælge Fattiges Efterladenskaber uden Auktionsdirektørens Mellem- komst, hvorfra dog Salg af faste Ejendomme i Følge Can- celliflrv. af 27. Jan. 1846 er undtaget. I Aarhundredets sidste Halvdel toges der for Alvor fat paa at bringe alle de for Fattigvæsenet gjældende, vage Be- stemmelser ind under fastere Former, saaledes at der kunde opnaas en større Sikkerhed og Ensartethed i Administrationen til Betryggelse saavel for de Adende som for de Nydende. I dette Njemed nedsattes der d. 26. Novbr. 1757 en Kom- mission, bestaaende af Greverne Holstein, Berketin, Moltke og Thott, fom foruden at befkjæftige sig med flere andre, Landvæsenet vedrørende Forhold havde det Hverv „at over- lægge, hvorledes de Fattiges Væsen paa Landet kunde ind- rettes". Disse Bestræbelser satte endelig Frugt i en kgl. Resolution af 28. Maj 1802, som derefter afløstes af Rglm. af 5. Juli 1803, der betegner et virkeligt Fremskridt paa dette vigtige Omraade, idet de under et Præstekald Hørende Sogne derved fremtraadte som en samlet Kommune med et