Landsognenes Forvaltning Fra 1660 Til Vore Dage
Et kommunikationshistorisk Bidrag
Forfatter: J. P. Jørgensen
År: 1890
Forlag: Forlagt af Universitetsboghandler G. E. C. Gad
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 195
UDK: IB 352 Jør
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
42 Fattigvoesenet.
de allerfleste Steder afløste af Kirkebøsser, som efterhaanden
ere smeltede sammen med de egentlige Fattigbøsser, og disses
samlede Indtægt er derefter uden egentlig Lovhjemmel gaaet
over til „de Fattiges Kasse", som nu under Kommunekassens
Garanti udreder det Helsingørs Hospital tilkommende Fixum.
Nogle Bøder, som fra gammel Tid vare tilfaldne Sognets
Fattige, bortfaldt ligeledes, idet de ved Circul. af 4. Jan.
1831 tillagdes Amtsfattigkassen, og dermed vare saa Fattig-
væsenets ordinære Indtægter indskrænkede til, hvad der tilveje-
bragtes ved den almindelige Paaligning.
Jøvrigt bibeholdtes den ved Fdng. af 24. Septbr.
1708 fastsatte Inddeling af de Fattige i 3 Klasser, ligesom
ogsaa Forsørgelsen for en stor Del, særlig af første Klasfes
Fattige, fremdeles foregik ved Naturalydelfer, saasom: Brød,
Mel, Gryn, LErter, Flæfl, Smør, Ost o. s. v., der tilbragtes
de Fattige, forsaavidt de ikke kunde nyde deres Underhold
paa Gaardene efter Omgang, hvilken Forførgelfesmaade mange
Steder bibeholdtes i adflillige Aar derefter. Børnene fkulde
derimod anbringes hos omhyggelige Plejeforældre, medens
tredje Klasses Fattige forførgedes ved, at der forskaffedes
dem passende Arbejde og ved Siden deraf den nødvendige Under-
støttelse i Fødevarer, Brændsel, Penge eller Klæder. Enkelte
Steder, f. Ex. i Sorø Amt, anvendtes der udelukkende Na-
turalier, idet det ved Rescr. af 24. Novbr. 1804 blev tilladt
at anfkaffe disse for Fattigkassens Regning, hvor de Fattige
ikke kunde nyde deres Forsørgelse omkring i Gaardene. Af
yderligere Omhu for de Fattige havde man paatænkt, at der
af hver Fattigkasse skulde udsættes en Sum, hvoraf der
kunde gives Laan, „for at den Fattige ej stal udsuges ved
Aager eller ubilligen afkræves sit pantsatte Tøj"; men denne
humane Tanke maatte af praktiste Grunde atter opgives.
Der kunde maaste her være Anledning til at indflyde
den Bemærkning, at den kloge Nutid, der ellers har faa
meget at lade Fortiden høre, kunde have betydelig Gavn af