Landsognenes Forvaltning Fra 1660 Til Vore Dage
Et kommunikationshistorisk Bidrag

Fattigvoesenet. 41 nogen sig forurettet ved Ligningen, havde han Ret til at ind- anke sin Klage til Amtsfattigdirektionrns nærmere Afgjørelse. Man træffer saaledes allerede her en virkelig Ligning efter Hartkorn, Formue og Lejlighed samt en Ret for Skatte- yderne til at erklære dem derover. Hvert Fattigdistrikt skulde have sin Sognefattigkasse, der opbevaredes af den, der som største Lodsejer tiltraadte Kom- missionen, og som, foruden de aller^e nævnte Indtægter efter Ligningen og af de Fattiges Tavle, tillagdes Ret til at oppe- bære en Afgift ved visfe Dokumenters Thinglæsning, navn- lig frivillige Gaver ved Kjøb og Salg af Ejendomme, Hvilken Indtægt senere tilligemed Tavlepengene gik over til den ved Lov af 8. Marts 1856 oprettede „de Fattiges Kasse", end- videre hvad der indkom ved Salg af fundne eller optagne Kreaturer, naar Ejeren ikke inden en vis Tidsfrist ind- løste samme, samt endelig Overstuddet af den Tavle, Hel- singørs Hospital i Aaret 1661 fik Privilegium paa at lade ombære i alle Landets Kirker med Undtagelse af Kjøbenhavn fom et Vederlag for de Tab, Hospitalet havde lidt ved Af- staaelsen af Skaane. Disse Tavler vare nemlig ved Rescr. af 6. Novbr. 1739 gaaede over til det lokale Fattigvæsen, imod at dette deraf udredede et aarligt Vederlag til Hospi- talet, der for hele Landet bestemtes til 2260 Rdl., som ved Skrivelse af 12. Marts 1740 nærmere fordeltes for hvert Stist. Denne Ordning, som gjennemførtes paa Foranledning af Stiftsbefalingsmand, Gehejmekonferentsraad Gjersdorff og Bifkop Herslev, der den Gang baade vare Medlemmer af Fattigdirektionen for Sjællands Stift og af Direktionen for Helsingørs Hospital, var foranlediget ved, at Tavlernes Ind- komster Aar for Aar stærkt formindfledes, hvilket antoges at hidrøre fra, at Navnet „Helsingørs Hospitals Tavle" gjorde Folk mindre tilbøjelige til at give deri, hvorimod man mente, at det vilde fremme Offervilligheden, naar Tavlen umiddel- bart kom Sognets Fattige til Gode. Senere ere disse Tavler