for alle findes det Sted af Modstanden, hvor den neutrale Forbindelse skal
anbringes, naar Maskinen har antaget nogen Hastighed. De tre benyttede
Viklinger har stadigt med den ene Ende været forbundne til Punkter paa
Jævnstrømsankeret beliggende 120° fra hinanden, og dettes Viklinger har
da stadigt været gennemløbne af Strøm. Efterhaanden som Motoren tager
Fart, vil Jævnstrømsmaskinen begynde at magnetisere sig selv op. Far-
ten vokser lidt over den normale Hastighed n2, men Jævnstrømsspændin-
gen er nu bleven saa høj, at Maskinen begynder at belaste sig selv paa
Modstanden. Farten falder ganske langsomt igen, og Maskinen naar atter
Punktet for den for Maskinen synkrone Hastighed n2, hvilket tydeligt
ses af det indskudte Voltmeter, som er det eneste Instrument, der behøves
under Starten. Voltmeteret vil nemlig i Nærheden af Synkronisme give
sig til at svinge stærkt frem og tilbage. I det Øjeblik, Voltmeternaalen
staar stille paa 0 visende Synkronismen (der er altsaa ingen Spændings-
differens mellem de 3 Kontaktringe), kortsluttes Kontaktringene, og sam-
tidigt bringes alle Punkterne 1, 2, 3, .... 12 i indbyrdes Forbinderse,
hvorved alle 12 Faser kommer i Brug. Maskinen vil nu vedblive at løbe
synkront ved Omdrejningstallet n2, og den synkroniserende Kraft skal være
meget stor, saa det er omtrent umuligt at faa den til at falde ud af Takt.
Den kan derefter parallelsættes og belastes paa Jævnstrømssiden.
Denne Metode har den Mangel, at det til Tider kan være ret vanske-
ligt at udføre Kortslutningen netop i det rette Øjeblik, hvor Maskinen
passerer Synkronisme. Lykkes dette ikke, kan Starten komme til at tage
ret lang Tid.
Ved en ændret Konstruktion af Igangsætningsmodstanden, angivet af
Ing. R. Johs. Jensen, kan man opnaa en rent automatisk Synkronisering,
der er meget hurtig og paalidelig. Modstanden udføres som paa Fig. 317^
idet der mellem 2 af Kontaktringene anbringes en stærk Induktionsspole.
Naar Maskinen er sat igang ved Hjælp af de 3 ohmske Modstande og har
faaet ca. Hastighed, kobles den ene Modstand ud.