360
Da man i Almindelighed ønsker Lyset kastet nedad, anbringer man
det positive Kul øverst. Dette Kul angribes og bortædes omtrent dobbelt
saa stærkt som det negative. Man giver det derfor omtrent det dobbelte
Tværsnit, eller man gør den positive Kulstift dobbelt saa lang som den
negative.
Ved Vekselstrømslamper fortæres begge Kul lige stærkt, og de lyser
ogsaa i lige høj Grad. Begge Kullene gøres derfor lige tykke. (Fig. 336 b).
Lyset kan ved Buelamper for Vekselstrøm ikke kastes saa intensivt
nedad, og Kullene skygger ogsaa mere for hinanden end ved Jævnstrøms-
lamper, hvor det tynde negative Kul kun skygger meget lidt for det positive
Kul. Derfor giver Vekselstrømsbuelamper med rene Kul en daarligere
Lysøkonomi (Watt pr. Lys) end Jævnstrømsbueiamperne. Lyset maales
nemlig altid som den saakaldte hemisfæriske Middellysstyrke.
Kullene bortbrændes undertiden noget uregelmæssigt, idet Lysbuen be-
væger sig springvis rundt langs Kraterets Kant. For at undgaa dette an-
vendes ofte de saakaldte Vægekul [cored carbon — Dochtkohle], hvor en
Midterstræng gennem det positive Kul er af en noget anden og bedre
ledende Sammensætning end den øvrige Del af Kullet. Lysbuen vil da
holde sig mere rolig. Det negative Kul er altid Homogenkul.
Ved Vekselstrømslamper med rene Kul kan Kullene enten begge være
Homogenkul eller ogsaa begge være Vægekul.
Ved de Buelamper, hvor Kullene eller Vægen i disse er imprægnerede
med visse Metalsalte, bliver selve Lysbuen stærkt lysende, og disse saa-
kaldte Flammebuelamper egner sig derfor bedre for Vekselstrøm end
Lamperne med rene Kul. Deres Økonomi er da ogsaa omtrent lig de
tilsvarende Jævnstrømslampers.
Flammebuelamperne [flame arc lamps — Flammenbogenlampen] er
opfundet af den tyske Ingeniør Bremer, og de kaldes derfor ofte »Bremer-
lamper«. Et andet ofte benyttet Navn er »Inlensivlamper«.
De kan give et stærkt hvidt, gult eller rødt Lys. De brændte Metal-
salte giver noget Røg, og Lamperne bør derfor helst anvendes i fri Luft.
Ved alle Kulbuelamper spiller Kulstifternes Pris og deres Brændetid
selvfølgelig en stor Rolle.
Brændetiden er for Lamper med rene Kul 10—20 Timer, med
Flammekul er Tiden 8—16 Timer.
Man har da konstrueret Lamper, hvor der muligst lufttæt uden om
Lysbuen anbringes en lille Kuppel, der skal forhindre Tilgang af Luf-
tens Ilt.
Derved kan Kullene brænde betydeligt længere, saaledes at Brænde-
tiden kan bringes op til ca. 100 Timer for Jævnstrømslamper og det halve
for Vekselstrømslamper. Disse sidste giver dog et daarligt Lysudbytte.
Ved Flammekul kan man ikke indelukke Lysbuen paa Grund af
Røgudviklingen.
Forbruget af Kulstifter faas af følgende Tabel: