Om Arbeidets Ordning 1857
En fremstilling af den politiske Oeconomies Grundsætninger

209 med Bestemthed paastaae, at den hele Befolkning aldrig tidligere i den Grad har været deelagtig i Civilisationens Goder, som i vore Dage. Med Hensyn til den Indflydelse, som den fri Concur- rence skulde udøve paa Arbeiderbefolkningens Tilstand, har man ogsaa lagt Vægt paa, at den skulde gjøre den afhængig af Capitalen og berøve den sin Selvstændig- hed. Naar man seer hen til, hvorledes Industrien efter- haanden mere og mere er kommet til at bestaae af store An- læg, som tælle en stor Mængde Arbeidere, medens tidligere en Mængde smaa Driftsherrer arbeidede hver for sig' med en eller nogle enkelte Arbeidere, og hvorledes Capitalen efter- haanden er kommet til at spille en større Rolle i Indu- strien, kan denne Paastand maaskee ved første Øiekast synes begrundet; naar man derimod gjør den til Gjenstand for en mere alvorlig Betragtning, vil dette neppe længere være Tilfældet. — Først er det aldeles urigtigt een- sidigt at fremhæve Arbeidernes Afhængighed af Capitalen: Arbeide og Capital ere to Betingelser for Productionen, som understøtte hinanden, og som under den nuværende Tilstand ikke kunne undvære hinanden. Arbeiderne ere afhængige af, om der er Capital, som kan sætte deres Arbeide igang; men Capitalisterne ere ligesaa afhæn- gige af, om de kunne forskaffe sig det Arbeide, som er nødvendigt, for at de kunne drage Nytte af deres Capital. Afhængigheden er saaledes aldeles gjensidig. og Forholdet er i Virkeligheden kun et Bytteforhold, hvor begge Parter ere lige selvstændige, og begge lige meget trænge til hinanden. — Naar man dernæst vil under- søge. hvorledes Forholdene i Tidens Løb have forandret sig, er det let at see, hvormeget Arbeiderbefolkningens Selv- stændighed efterhaanden er voxet. De livegne og stavns- Om Arbeidets Ordning. 14