Om Arbeidets Ordning 1857
En fremstilling af den politiske Oeconomies Grundsætninger

229 Opfattelse. — Ingen kan forlange at udstrække sin Raa- dighed over denne Verdens Goder ud over sin legemlige Tilværelse, og naar Staten kun sikkrer Enhver den frie og uhindrede Brug af sine Eiendomme, imedens han lever, kan der ikke med nogen tvingende Grund fordres Mere af den. Principet i denne Begrændsning af Eiendomsretten er desuden factisk anerkjendt igjennem de Indskrænk- ninger af Testationsfriheden, som bestaae overalt, og som netop begrændse Eierens fri Eaadighed over sine Eien- domme efter Døden. — Naar det først er afgjort, at Eien- dommene efter Døden skulle vende tilbage til Staten, maa det naturligviis være dennes Opgave at give dem den Anvendelse, som kan være den nyttigste for Alle; den maa altsaa ogsaa, dersom dette skulde være det Hensigts- mæssigste. kunne give dem til de Personer, som kunne gjøre den bedste Brug af den. — Det er derimod et andet Spørgsmaal, om denne Ordning vil være saa nyttig, som de, der have bragt den i Forslag, have antaget, og om den i det Hele taget vil være udførlig. Her maa det nu først bemærkes, at det synes meget sandsynligt, at Begrændsningen af Eiendomsretten til kun at være livsvarig i hoi Grad vil formindske Befolkningens Flid og Sparsommelighed. Om endogsaa Besiddelsen af Rigdom i og for sig, uden noget bestemt Formaal for dens Anvendelse, undertiden kan give Personer med en sneverhjertet Livsanskuelse en vis Tilfredsstillelse, saa er det dog almindeligst, at man søger at forskaffe sig Eiendom i den Hensigt at anvende den paa en bestemt Maade, enten medens man selv lever, eller, som det maa- skee endogsaa mere hyppigt er Tilfældet, efter sin Død, for at sikkre sin Families Fremtid, for at grundlægge en eller anden nyttig Institution, (»g det er ikke usandsynligt,