Om Arbeidets Ordning 1857
En fremstilling af den politiske Oeconomies Grundsætninger

240 igjen af to forskjellige Betingelser, nemlig paa den ene Side af Evnen og paa den anden Side af Lysten til at spare, som hver for sig kan have sine Grændser*). For altsaa at kunne bestemme, hvorvidt Capitalen kan forøges, er det nødvendigt at undersøge, om der gives noget Punct, hvor enten Evnen eller Lysten til at spare vil ophøre eller indskrænkes. For tydeligt at kunne see , hvorvidt Evnen til at spare er begrændset, maa man erindre sig, at det hele Ud- bytte, som bringes tilveie ved Arbeidet, ligesom bestaaer af to Bestanddele, af hvilke den ene kun er et Vederlag for for alle de Udlæg, som Productionen har foranlediget, og som paany maa anvendes til igjen at sætte Arbeidet igang og forsyne Arbeiderne med alle de Nødvendighedsgjen- stande, som de forbruge under det, medens den anden derimod, som bestaaer af det Overskud, der bliver til- bage , efterat hine Udlæg ere erstattede, er det egentlige Udbytte af Arbeidet, det nye Product, med hvilket det har beriget os. Dette Overskud har ingen tvungen An- vendelse; vi kunne benytte det som vi ville; enten kunne vi forbruge det for at gjøre vort Liv niere behageligt, eller vi kunne sammenspare det, for saaledes at komme i Be- siddelse af en større Capital, ved hvilken vi kunne give vor Production en videre Udvikling. — Det er indlysende, at Evnen til at spare alene afhænger af Størrelsen af dette Overskud; dersom vor productive Kraft skulde blive saa formindsket, at vi ikke kunde frembringe Mere ved vort Arbeide, end der netop var nødvendigt, for at vi kunde leve, medens vi udførte det, og der altsaa intet Overskud blev tilbage, vilde der ikke være nogen Kilde, af hvilken *) J. S. Mill.: Polit. Econ. T. I. S. 198.