Om Arbeidets Ordning 1857
En fremstilling af den politiske Oeconomies Grundsætninger

242 Opmuntring. Men ogsåa i disse Lande kunde den synke* saa dybt, at man for en stor Deel vilde foretrække at an- vende sit Overskud til øieblikkelige Nydelser. En Rentefod af f. Ex. 1/-2 pCt. vilde aabenbart ikke i disse Lande give tilstrækkelig Opfordring til at spare, Men hvorledes skulde det være muligt, at Rentefoden saaledés kunde synke? Dette Spørgsmaa! kan først i sit hele Omfang blive be- svaret paa et senere Trin af vor Undersøgelse; dog maa det allerede her bemærkes, at en Formindskelse af Arbej- dets Productivitet vilde afgive en væsentlig Grund dertil. Man maa erindre, at Capitalen ikke i og for sig har nogen Virksomhed, men at den kun har Betydning forProductio- nen som et Middel, ved hvilket denne kan blive ordnet paa en mere hensigtsmæssig Maade, og derved blive istand' til at give et større Udbytte, hvoraf da en Deel tilfalder Capitalens Eiermand som Rente. Dersom nu Arbeidet blev saa lidt productivt, at det hele Udbytte, der blev bragt tilveie, kun svarede til de Nødvendighedsgjenstande. som Arbejderne forbrugte under deres Arbeide, kunde der ikke blive nogen Rente tilovers for Capitalist«!. Dette vilde kun vrfre Tilfældet, dersom Udbyttet var saa stort, at der blev et Overskud, men den maatte dog nød- vendigviis blive mindre, ligesom dette Overskud selv var mindre. — Hvad enten vi see heirtilEvnen dier Lysten til at gjøre Besparelser, er det altsaa indlysende, at Muligheden af at forøge Capitalen alene er indskrænket ved de Grændser. der ere satte for Arbeidets Productivivitet; Evnen til at spare afhænger alene af dem, og de udøve ogsaa en væsentlig Indflydelse paa Tilbøjeligheden dertil. Vi ledes herved til at undersøge, hvilke Omstændigheder der kunne danne saadanne Grændser. Da der fra Menneskets Side ikke er nogen absolut Hindring hverken for Arbei-