Om Arbeidets Ordning 1857
En fremstilling af den politiske Oeconomies Grundsætninger

319 Da nu Værdien af hvert af disse Metaller har sine særegne Bestemmelsesgrunde, og den ingenlunde foran- drer sig eensfonnigt for dem begge, kan det let blive Tilfældet, at det Forhold, i hvilket de ombyttes imod hin- anden paa Markedet, kan afvige fra det, som Staten har bestemt, og at som en Følge heraf kun det ene af dem vil blive anvendt som Betalingsmiddel. Men indtil denne Virkning har udviklet sig, vil Pengevæsenet frembyde en beklagelig Usikkerhed, forsaavidt Enhver, der har gjort Udlaan i et af disse Metaller, maa frygte for at faae dem tilbagetalte i det andet, og saaledes maaskee erholde en mindre Værdi, end han oprindeligt har udlaant. — En Betragtning af den Maade, paa hvilken Forholdene have udviklet sig hos Nationer, som have villet benytte dem begge, vil vise Rigtigheden af de foregaaende Be- mærkninger. 1 England blev dot 1717 bestemt, at baade Guld og Sølv skulde være lovligt Betalingsmiddel, og Forholdet imellem blev bestemt saaledes, at en Guinee (Guldrnynt) og 21 shillings (Sølvmynter) i alle Betalinger skulde kunne træde istedetfor hinanden. Ved denne Bestem- melse var der tillagt Guldet en større Værdi i Sammen- ligning med Sølv, end det havde paa Verdensmarkedet; man kunde i England paa Grund heraf erholde en større Mængde Sølv i Bytte for 1 Pund Guld end i den øvrige Verden, og som en Følge deraf strømmede (»uld til England for der at blive solgt for Sølvmynter, som da bleve omsmeltede og udførte til andre Lande, hvor Sølvet kunde blive afsat til sin virkelige høiere Værdi. Guld blev saaledes efterhaanden det egentlige Betalings- middel, og Brugen af Sølv blev indskrænket til de mindre Betalinger, i hvilke man ikke kunde bruge hiint, og til