Om Arbeidets Ordning 1857
En fremstilling af den politiske Oeconomies Grundsætninger

 438 lige og regelmæssige Gang, og derved opmuntre dem ikke alene til Flid men ogsaa til Paapasselighed og Spar- sommelighed, deels at forøge deres Arbeidsløn, ved saa- ledes at give dem Andeel i den endelige Gevinst. — Dersom man udelukkende vilde betale dem paa denne Maade, vilde de ophøre at være Arbeidere i den sæd- vanlige Betydning af dette Ord, og istedetfor blive Deeltagere i Bedriften, og saaledes ogsaa blive deel- agtige i alle de Chancer, som ellers Driftsherren alene løber. De vilde maaskee realisere en stor Gevinst, maaskee ogsaa lide et stort Tab; men Arbeidernes Kaar ere ikke af den Beskaffenhed, at de kunne udsætte sig for denne Usikkerhed; de trænge fremfor Alt til sikkre Indkomster. For at denne Betalingsmaade kunde anvendes, vilde des- uden en Betingelse være nødvendig, som kun sjeldent finder Sted, nemlig den, at Arbeiderne maatte være i Besiddelse af en saa stor Capital, at de selv kunde staae i Forskud med deres Arbeidsløn, indtil Arbeidets Product endeligt blev realiseret. Den vilde desuden frembyde den store praktiske Vanskelighed, at de Arbei- dere, som saaledes vare interesserede i det endelige Ud- bytte , ogsaa maatte deeltage i Bestyrelsen og kunne ud- øve Indflydelse paa Forretningernes Gang, hvorved den nødvendige Eenhed og Sammenhæng, let kunde gaae tabt. Den kan derfor ikke anvendes paa anden Maade, end at Arbeiderne foruden den sædvanlige Arbeidsløn tillige erholde en Andeel i Gevinsten som Opmuntring til større Paapasselighed og Nidkjærhed; men selv med denne Ind- skrænkning, vil den dog kun frembyde nogen væsentlig Nytte under saadanne særegne Forhold, livor hver enkelt Arbeiders ivrige Deeltagelse kan være af særlig Vigtighed for Bedriftens heldige Gang. Udenfor saadanne enkelte