Om Arbeidets Ordning 1857
En fremstilling af den politiske Oeconomies Grundsætninger

75 Vane, og ligesom han ved Udøvelsen af disse Egenskaber forbedrer sine Kaar, føler han bestandigt Opfordring til at udøve dem i et større Omfang. Han gjør Opfindelser, indfører Forbedringer, samler Capitaler, og udvider be- standigt sin Production, „saa at det Bud, at vi skulle æde vort Brød i vort Ansigts Sved bliver til en Velsignelse istedetfor en Forbandelse“*). Om Naturforholdenes Indflydelse end ikke maa over- vurderes , maa man paa den anden Side heller ikke fra- kjende dem en vis Betydning; det vilde neppe være rigtigt at troe, at Mennesket skulde kunne naae den samme Ud- vikling paa ethvert Sted af vor Jord. Vi trænge vistnok til at anspores; men vi trænge ogsaa til Opmuntring. 1 de Egne, hvor Naturen er saa karrig, at Mennesket ikke engang ved anstrengt Arbeidsomhed kan hæve sig ud over Nød, vil hans Arbeidslyst ialmindelighed ogsaa tabe sig. Der er store Strækninger, som ere saa tarveligt ud- styrede, at de næsten synes ubeboelige, og som, forsaavidt de ere beboede, ikke synes at kunne byde Beboerne nogen anden Lod end evig' Fattigdom, idetmindste i Sammen- ligning med andre mere gunstigt stillede Lande. Polar- landene. Airicas Ørkener o. s. v. synes aldrig at ville kunne algive et Hjem for en rig Befolkning. Da en stor Deel af de Strækninger paa vor Jord, som eie ligest begavede, enten ganske ere ubeboede eller dog kun sparsomt beboede, medens paa den anden Side mange andre Egne. som ere langt mindre gavmildt ud- styrede, have en mere talrig Befolkning, frembyder der sig det Spørgsrnaal: hvorfor have Menneskene opslaaet deres Bolig i hine umilde Egne, og hvorfor forlade de ') Roscher: Die Natiorialoecononrie. S. 53.