Naturvidenskabelige Fragmenter

4 førend Mennesket opdagede dem. Indtil den arabiske Matliematiker AThezan, der levede i Begyndelsen af det tolvte Aarhundiede, vare Anskuelserne om Bryd- ningen yderst vage og unøjagtige, Efter Alhazan er det Roger Bacon og Vitellio, som foretog og ned- skrev mange Observationer og Maalinger vedrørende Refraktionen. Efter dem fulgte Keyler, der an- vendte sin forbausende Flid paa at uddrage Re- sultatet af sine Forgængeres tabellariske Optegnelser — med andre Ord søge de fysiske Principer, der laa til Grund for dem. Han havde i den Retning mindre Held end med sine astronomiske Arbejder. 1 Aaret 1604 offentliggjorde Kepler sit »Tillæg til Vitellio«, hvori han paa en vis Maade tilstaar sit Nederlag, idet han kun angiver en ufuldstændig Regel i Stedet for en udtømmende Naturlov. Først i 1621 opdagede Willebrord Snell en saadan Lov, der kom til at danne en af Hovedgrundstenene for hele den optiske Videnskab. Man tænke sig en Lysstraale som en lysende ret Linie. Lad en saadan Straale falde lodret paa en fuldstændig rolig Vand-Overflade. Indfaldsret- ningen, som den kaldes, er da perpendikulær, og Straalen gaar gjenneni Vandet uden nogensomhelst Afvigelse til højre eller venstre. Med andre Ord, Straalen i Luften og Straalen i Vandet vedblive at ligge i samme rette Linie. Den mindste Afvigelse fra Perpendikulæren bevirker imidlertid, at Straalen brydes i Indfaldspunktet. Hvorledes lyder nu den af Snell opdagede Brydningslov? Lad Indfalds- og Brydningsvinkel være nok saa forskellige, Forholdet