Naturvidenskabelige Fragmenter

6 Han forfulgte med sit geniale Blik Lysstraalerne, der faldt paa en Regndraabe. Han saa, hvorledes de til Dels kastes tilbage fra Draabens ydre Over- flade; han saa dem brydes, da de traadte ind i Draaben, kastes tilbage fra dens Bagside og atter brydes, naar de forlade Draaben. Descartes kjendte Snells Lov og beregnede nu ved Hjælp af denne Lov hele Lysstraalernes Bane. Han beviste, at de fleste af dem forlade Draaben som divergerende Straaler og derfor vare saa meget svækkede, at de ikke kunde udøve nogen mærkelig Virkning paa Iagttagerens Øje. Dog ved en bestemt Vinkel — nemlig den allerede omtalte 41° — traadte de ud som et Bundt af næsten parallelle Straaler. Deres Forening gjorde dem stærke, thi det var dette Straalebundt, som bragte Lyset fra den »primære« eller Hoved-Regnbuen til Øjet. Der gives en vis Art Nydelse, som kaldes aande- lig Glæde, og som Poesi, Literatur, Natur eller Kunst kan skabe. Men jeg betvivler, at der blandt disse aandelige Glæder kan findes en renere og mere intensiv end den, som en Lærd føler, naar en Vanskelighed, der i Aarhundreder har udæsket Vi- denskaben, opløser sig for hans Blik og atter kry- stalliserer ud som et Bevis paa en Naturlov. Denne Glæde har Descartes utvivlsomt følt, da det lykke- des ham at føre det mest straalende Fænomen i vor Atmosfære tilbage til dets virkelige fysiske Basis. Descartes viste ogsaa, at den »sekondære Bue« eller Bi-Regnbuen opstaar, naar Lysstraalerne