Naturvidenskabelige Fragmenter

159 Dybdedimensionen, og derfor saavel selve Fiktionen som Aarsagen til den træder tydeligt frem. Særlig mærkelig og levende er Fiktionen ved de først af Moser udførte stereoskopiske, ad fotografisk Vej vundne Fremstillinger af Landskaber, Statuer og menneskelige Figurer. Vi konstruere os altsaa saaledes stadigt Rum- forholdene af de os omgivende Genstande ved Hjælp af to forskellige perspektiviske Prospekter, som begge vore Øjne give os. Den Enøjede er ikke saa gunstigt stillet; saa længe han ikke flytter sig, kan han kun bedømme sine Omgivelser rigtigt paa samme Maade, som man kan det af et fuldkommen nøjagtigt Maleri. Kun naar han flytter sig, lærer han at kende Prospekterne fra forskellige Stand- punkter og at bedømme Rumforholdene sikkert. Man kan altsaa sige, at saa længe han sidder stille, ser han ikke Verden, men kun et perspek- tivisk Maleri af Verden. Han kan derfor heller ikke drage nogen Fordel af Stereoskopet, fordi Fiktionen ved Brugen af dsttø Instrumsnt er basorøt paa den samtidige Brug af begge Øjnene. Herpaa beror Vanskeligheden ved en Børneleg, som mange af Dem kende. Tag en Ring, hæng den op i en Traad, og lad nu éiv af Børnene sætte sig saaledes, at han kun ser Ringens smalle Side. Han skal nu, medens han lukker det ene Øje, skyde en Pind ind igennem Ringen. I Reglen lykkes det ham først efter mange forgæves An- strengelser, selvfølgelig til stor Moro for hans