Naturvidenskabelige Fragmenter

af 1 derverdenen, er en vanskelig Opgave, til hvis Løsning vi desværre ikke finde nogen Hjælp hos Psykologerne, fordi Psykologien hidtil har betragtet Selviagttagelsen som den eneste Vej til Erkendelse, og det lier drejer sig om aandelige Virksomheder, til hvis Kendskab Selviagttagelsen intet hjælper, idet deres Tilstedeværelse først kan blive os klar ved en fysiologisk Undersøgelse af Sanseapparaterne. I sj kologerne have derfor ogsaa i Reglen henregnet de Aandshandlinger, om hvilke der her er Tale, umiddelbait til sanselige Iagttagelser og ikke søgt at vinde nærmere Kendskab til dem. De, der ikke kunde beslutte sig til at ind- rømme Tænkningen og Slutningen en Rolle ved de sanselige Iagttagelser, mente først, at Bevidst- heden traadte ud af Øjet, bredte sig langs Lys- straalen til den sete Genstand og iagttog denne paa selve Stedet, omtrent saaledes som Plato siger: »Blandt alle Organer dannede Guderne de straa- 1 en de Øjne først, idet de havde til Hensigt at skabe et Organ for Ilden, som ikke brænder, men giver et mildt, for hver ny Dag tilpasset Lys. Naar Øjets Lys strømmer ud fra Synet og forener sig med det ensartede ydre Lys, saa viser der sig i Øjnenes Retning et Legeme, hvor det fra det indre udstrømmende Lys altid træffer sammen med det ydre. Men naar Dagens Ild forgaar i Natten, saa holder ogsaa det indre Lys sig tilbage; thi ved at strømme ud i det uensartede vilde det forandres og slukkes, da det ikke har nogen Tiltrækning til Luften, ej heller kan blive et med Luften, der