Naturvidenskabelige Fragmenter

170 Absurditeter, hvis vi følge hin Hypotese, som der- foi aldrig har kunnet skaffe sig Indgang i den al- vorligere Videnskab. Naar imidlertid Bevidstheden ikke iagttager Le- gemerne umiddelbart paa det Sted, hvor de be- finde sig, saa bliver det kun ved en Slutning, at den kan naa til Kendskab om dem. Thi kun ved Slutninger kunne vi erkende, hvad vi ikke umid- delbart iagttage. At det ikke er en med Selvbe- vidsthed fuldbyrdet Slutning, derom ere vi jo enige. Den hai meget mere Karakteren af en mekanisk ind- ovet Slutning, af en uvilkaarlig Ideforbindelse af samme Art, som der plejer at opstaa, naar to Fore- stillinger forekomme meget hyppigt forbundne med hinanden. Saa fremkalder den ene med en vis Naturnødvendighed den anden. Tænk Dem en dygtig Skuespiller, der fuldstændig tro fremstiller for os en vis Persons Klædedragt, Bevægelser og Manerer. Vi ere vel hvert Øjeblik i Stand til at sige os selv, at det, vi se paa Scenen, ikke er Rol- lens Pøi son, men Skuøspiller N. N., som vi alle- lede ha\ e set før i de og de Roller, men skønt denne Jorestilling er en fri og selvbevidst Tænk- nings Handling, ophæver den dog ikke vor Fore- stillings levende Fiktion med Hensyn til Rollens Person. A i tildele uvilkaarligt Personen paa Sce- nen de Følelser, der svare til Rollen, og vente at se hans Handlemaade rette sig derefter. Ja er den dramatiske Fremstilling af første Rang, er man sig ikke engang Skuespillerens Kunst bevidst, fordi man finder alt, hvad han gør. ganske natur-