Naturvidenskabelige Fragmenter

190 høre den afgive Lydsvingninger til de omgivende Legemer. Fremdeles maa den selv paa den glatteste Bane overvinde en vis Gnidningsmodstand; den maa ogsaa sætte den omgivende Luft i Bevægelse og afgive, en Del af sin Bevægelse til den. Følgen deraf er, at dens Hastighed stadig bliver mindre, indtil den endelig hører ganske op. Paa lignende Maade gaar det med et Hjul, der løber paa fine Spidser; hvor nøjagtigt og omhyggeligt Hjulet end er forarbejdet, vil det, naar det først er sat i Drej- ning', vol holde sig løbende i iiogsn Tid, 6t Kvaitei eller maaske endog længer; men tilsidst hører Be- vægelsen dog op, thi det maa stadig overvinde baade nogen Gnidning i Tapperne og Luftens Mod- stand, en Modstand, der hovedsagentlig skyldes de forskellige af Hjulet >medbevægede Luftdeles Gnidning mod hverandre. Kunde man sætte • et Legeme i Drejning og hindre det fra at falde, uden at det hvilede paa et andet Legeme, og kunde man desuden anbringe det i et absolut tomt Rum, saa vilde det ganske vist være i Stand til at bevæge sig videre i al Evighed med uformindsket Hastighed. I dette Til- fælde, der ikke lader sig fremstille ved jordiske Legemer, syntes nu Planeterne og deres Drabanter at være. De syntes at bevæge sig i det tomme Verdensrum uden Berøring med et andet Legeme, mod hvilket de kunde gnide, og deres Bevægelse vilde saaledes tilsyneladende aldrig kunne aftage. Denne Slutnings Berettigelse beror, som De ser, paa det Spørgsmaal: er Verdensrummet virkelig