Naturvidenskabelige Fragmenter

204 regning finder man saa, at under den givne Forud- sætning vilde den ved Forbrændingen opstaaede Varme være tilstrækkelig til at vedligeholde Solens Varmeudstraaling i 3021 Aar. Dette er ganske vist en lang Tid, men allerede Menneskets Historie lærer os, at Solen har lyst og varmet meget længer end 3000 Aar, og Geologien lader ingen Tvivl til- bage om, at denne Tid maa udstrækkes til Millioner af Aar. De os bekendte kemiske Kræfter ere altsaa selv under de gunstigste Forhold i den Grad ude af Stand til at forklare en saadan Varmefrembrin- gelse som den, der finder Sted paa Solen, at vi ganske maa lade denne Forbrændingshypotese falde. Vi maa søge efter Kræfter af langt mægtigere Dimensioner og finde da kun saadanne i de kos- miske Tiltrækningskræfter. Vi have allerede set, at Stjerneskudenes og Meteorernes forholdsvis smaa Masser kunne frembringe ganske overordentlige store Varmemængder, naar deres kosmiske Hastig- heder hæmmes af vor Atmosfære. Men den Kraft, som har frembragt disse store Hastigheder, er Gra- vitationen. Vi kende allerede denne Kraft som en virksom Drivkraft paa vor Planets Overflade, livor den virker som Tyngden paa Jorden. Vi ved, at en Vægt, der er løftet op fra Jorden, kan drive vore Ure, og at paa ganske lignende Maade Tyng- den af det fra Bjergene nedstrømmende Vand driver vore Møller. Naar en Vægt falder ned fra en vis Højde og