Naturvidenskabelige Fragmenter

205 rammer Jorden, synes dens Masse at have mistet sin Bevægelse; men i Virkeligheden er denne ikke gaaet tabt; den er kun overført paa Massens mindste, elementære Smaadele, og denne Molekylernes usyn- lige Vibration er Varmebevægelsen. Den synlige Bevægelse forvandles ved Stødet til Varmebe- vægelse. Hvad der i denne Henseende gælder for Tyng- den, gælder ogsaa for Gravitationen. En tung Masse, af hvilken Beskaffenhed den end er, der svæver i Rummet, skilt fra en anden tung Masse, fremstiller en arbejdsdygtig Kraft. Thi begge Mas- ser tiltrække hinanden, og naar de uden at være hæmmede af en Centrifugalkraft o nærme sig til hinanden under Indflydelse af denne Tiltrækning, sker dette med stedse voksende Hastighed; og naar denne Hastighed sluttelig tilintetgøres, enten plud- selig ved et Sammenstød eller lidt efter lidt ved Gnidning, saa frembringes der tilsvarende Mængder af Varmebevægølse, der kunne beregnes efter det ovenfor angivne Værdiforhold mellem Varme og mekanisk Arbejde. Man tør vel nu med stor Sandsynlighed an- tage, at der paa Solen falder langt flere Meteorer end paa Jorden, og at de falde med større Hastig- hed, altsaa ogsaa frembringe mere Varme. Den Hypotese, at al Solvarmen stadig i et til Udstraa- lingen svarende Forhold skulde frembringes af Meteorfald, støder imidlertid paa visse Vanskelig- heder, idet Solens Masse da maatte tiltage saa hur- tigt, at Følgerne deraf allerede nu vilde have vist