Naturvidenskabelige Fragmenter

207 denne var færdig. Men den Varme, som Solen hidtil har kunnet udvikle ved sin Fortætning, vilde have været tilstrækkelig til at dække dens nu- værende Varmeudstraaling fra den første Begyndelse ikke mindre end 22 Millioner Aar. Og Solen er aabenbart endnu ikke saa tæt, som den kan blive. Spektralanalysen viser os, at der findes store Jernmasser og andre fra Jorden kendte Metaller paa Solen. Det Tryk, som stræber at fortætte dens Indre, er omtrent 800 Gange saa stort som Trykket i Jordens Kærne, og dog er Solens Tæthed, rimeligvis som en Følge af dens umaadelig høje Temperatur, ikke engang en Fjerde- del af Jordens Middeltæthed. Man tør vel derfor anse det for meget sand- synligt, at Solen endnu vil vedblive med sin For- tætning, og selv om den ogsaa kun naar til Jor- dens Tæthed — rimeligvis vil den paa Grund af det uhyre Tryk i dens Indre blive meget tættere — saa vilde der derved udvikles nye Varmemængder, der vare tilstrækkelige til endnu i 17 Millioner Aar at holde Solens Skin, Kilden til alt jordisk Liv, paa samme Styrke som nu. De mindre Legemer i vort System kunde ikke blive saa varme som Solen, fordi den Kraft, hvor- med de tiltrak ny tilkommende Masser, var svagere. Et Legeme som Jorden for Eksempel kunde, selv om dens Varmefylde sættes saa højt som Vandets, dog" opnaa en Temperatur af 9000 Grader, altsaa betydelig mere end vore Flammer ere i Stand til at frembringe. De mindre Legemer maatte ogsaa