Naturvidenskabelige Fragmenter

208 afkøles hurtigere, i det mindste saa længe de endnu vare flydende. Endnu er den Omstændig- hed, at Varmen i Borehuller og Bjergværker stiger, jo længere man kommer ned, og at der findes varme Kilder og vulkanske Udbrud, Beviser paa, at der i Jordens Indre maa være en meget høj Tempe- ratur, der neppe kan være andet end en Rest af Varmeforraadet fra den Tid, Jorden blev dannet. I det mindste ere de Forsøg, som man har gjort paa at forklare Jordens indre Varme som opstaaet i senere Tider paa Grund af kemiske Processer, hidtil kun støttede paa meget vilkaarlige Antagelser og temmelig utilfredsstillende, naar man ser hen til denne Varmes almindelige, ensformige Udbredelse. Derimod er den ringe Tæthed af Jupiters, Saturns, Uranus’s og Neptuns store Masser saavel som af Solens paafaldende, medens de mindre Pla- neters og Maaners nærme sig til Jordens Tæthed. Man tør vel ogsaa her tilskrive dette Forhold den for større Masser højere Begyndelsestemperatur og langsommere Afkøling. Maanen derimod viser paa sin Overflade Dannelser, der paa højst mærkelig Maade erindre om vulkanske Kratere, og antyde, at vor Drabant engang har befundet sig i glødende Tilstand. Det samme peger dens Rotation lien paa, idet den nemlig altid viser den samme Side mod Jorden, en Ejendommelighed, som kunde frem- ”bringes ved en Vædskes Gnidning. Paa dens Overflade kan man imidlertid ikke nu mere iagt- tage nogen Vædske. De ser, hvorledes forskellige Veje stadig føre