Naturvidenskabelige Fragmenter

212 og endelig vendte tilbage til Mørket, hvorfra den saa pludseligt var dukket frem. Den største blandt alle saadanne Fremtoninger syntes at have været den i Aaret 1604 af Kepler iagttagne. Den var klarere end en Stjerne af første Størrelse og obser- veredes fra 27de September 1604 til Marts 1606. Maaske har Grunden til dens Opblussen været et Sammenstød med et mindre Himmellegeme. I et Tilfælde af nyere Datum, hvor den 12te Maj 1866 en lille Stjerne af tiende Størrelse i Corona Irartigt blussede op til en Stjerne af anden Størrelse, viste Spektralanalysen os, at det var et Udbrud af glø- dende Brint, som frembragte Lyset. Den lyste kun 12 Dage. I andre Tilfælde have de mørke Verdens- legemer givet sig til Kende ved deres Tiltræknings- kraft paa lyse Nabostjerner, hvorved disses Be- vægelser ere bievne paavirkede. En saadan Ind- flydelse har man iagttaget ved Sirius og Procyon. Og virkelig opdagede man i 1862 med en ny Re- fraktor i Cambridge ved Sirius en neppe synlig Stjerne, der vel lyser meget svagt, men er næsten syv Gange tungere end vor Sol, har omtrent halv saa stor en Masse som Sirius selv, og hvis Afstand fra denne er omtrent den samme som Neptuns Afstand fra Solen. Procyons Ledsager er derimod endnu ikke bleven set; den synes at være ganske mørk. Ogsaa udslukkede Sole! Den Kendsgerning, at der eksisterer ■'saadanne, giver de Grunde forøget Vægt, der lade os slutte, at ogsaa vor Sol er et