Naturvidenskabelige Fragmenter

213 Legeme, som langsomt afgiver sit Varmeforraad og altsaa en Gang vi] slukkes. Den ovenfor angivne Frist af 17 Millioner Aar vil maaske endnu kunne forlænges betydeligt ved at Udstraalingen lidt efter lidt bliver mindre, ved nyt Tilskud af Varme fra nedstyrtende Meteorer, eller ved en endnu større Fortætning, end jeg i hin Beregning antog. Men vi kende hidtil ikke nogen Naturproces, der kunde spare vor Sol for den Skæbne, som aabenbart er bleven andre Sole til Del. Det er en Tanke, som vi kun modstræ- bende hengive os til; den synes os at være lige- som en Krænkelse af den gavmilde Skaberkraft, som vi ellers finde virksom i alle .Forhold, navnlig overfor levende Væsener. Men vi maa lære at finde os til Rette i den Tanke, at vi. der gerne ønske at betragte os selv som Skabningens Midtpunkt og Endemaal, kun ere Støvgran paa denne Jord, der selv er et Støvgran i det uhyre Verdensrum, og at den Tid, hvori vor Slægt hidtil har levet, selv om vi føre den tilbage langt udover den skrevne Historie til Pælebygningernes eller Mammutens Tider, dog kun er et Øjeblik, sammenlignet med det Spand af svundne Tider, hvor der paa vor Planet har boet de levende Væsener, hvis Rester fra deres gamle Grave stirre os saa fremmed og uhyggeligt i Møde. Men i endnu langt højere Grad svinder den Tid, hvori Menneskets Historie har varet, i Forhold til de uhyre Tidsrum, i hvilke Verdener ere bievne dannede og vel endnu ville vedblive at dannes, naar vor Sol er slukket, og