Naturvidenskabelige Fragmenter

214 vor Jord enten er stivnet i Kulde eller forenet med vort Systems glødende Centrallegeme. Men hvem kan sige, om de første levende Be- boere af det varme Hav paa den unge Jord, som vi maaske maa hædre som vore Stamfædre, ikke vilde betragte Nutidens køligere Tilstand med lige saa megen Gru, som vi betragte en Ä erden uden Sol? Hvem ved, hvilken Grad af Fuldkommenhed vore Efterkommere om 17 Millioner Aar ville have naaét, naar man tager Hensyn til alle Organismers mærkværdige Evne til at. føje sig efter Livets ydre Betingelser, og hvem ved, om Resterne af vore Knogler ikke ville forekomme dem lige saa uhyre som Ichthyosaurernes forekomme os nu, og om de ikke, indrettede for en finere Ligevægt, ville anse de Temperaturyderligheder, mellem hvilke vi be- væge os, for lige saa voldsomme og ødelæggende, som vi vilde synes, at de ældste geologiske Pe- rioders vare? Ja hvem kan sige, naar Jorden og Solen skulle stivne, hvilke nye Verdener der ville være beredte til at optage Livet? Meteorstenene indeholde undertiden Kulbrinteforbindelser; Komet- hovedernes egne Lys viser et Spektrum, der ligner det elektriske Lys’s i kulbrinteholdige Gasarter. Men Kulstof er det karakteristiske Grundstof fol- de organiske Forbindelser, hvoraf de levende Legemer ere dannede. Hvem ved, om disse Lege- mer, der overalt sværme om i Verdensrummet, ikke ogsaa udstrø Livets Kim saa ofte, som et nyt Verdenslegeme er ble ven skikket til at være Bolig for organiske Væsener? Og dette Liv tør vi endog