Haandbog for Brugsforeninger

171 rømmelser jeg for Fredens Skyld var gaaet ind paa, saa at jeg sandsynligvis vilde have forkludret det hele, men da de nu uden Forhandling og Krigserklæring styrter sig over os og straks aabner deres svære Artilleri, saa vidste vi jo, at Krigen var i Gang, og der var ingen Fred at tænke paa, og der var hos os kun Valg imellem to Ting, fejgt at knibe ud eller gaa frejdigt paa, og se om vi havde Sejren paa vor Side, og netop i deres Ilterhed trak Købmændene det korte Straa og hjalp Sagen væsentlig frem, idet de hjalp os ud ud over alle Hensyn til dem. Hans Christian Sonne, født i Neksø paa Bornholm den 16. August 1817, var Søn af Købmand, engelsk Konsul og Strandingskommissær Herman Jacob Sonne og Hustru Jo- hanne Dorthea Saxdorff, hvis Fader var Sognepræst paa nævnte 0. Købmand Sonne begyndte i det smaa og hentede selv paa sin lille Jagt sine Varer fra Rostock, medens hans Hu- stru passede Handelen derhjemme. Hans Foretagender lyk- kedes; Forretningen udvidedes efterhaanden, og Huset Sonne blev det største og mest solide paa det østlige Bornholm. — Herman Sonne var en energisk og intelligent Mand, der særlig havde Interesse for Smaakaarsfolk, hvis Stilling han søgte at forbedre. Saaledes hjalp han Fiskere til Redskaber og Baade, oprettede en lille Fabrik, hvor fattige Koner havde Arbejde med at spinde og væve Sejldug o. desl. løvrigt var han til stor Velsignelse for Neksø, der var hans Fødeby, og mindes der endnu med Taknemlighed. I sit Ægteskab havde han ni Børn. I hans Hus maatte intet gaa tilspilde, og tidligt lærte Børnene Ordsproget, at »mange Bække smaa danner en stor Aa,« hvilken Lærdom satte sit Spor hos dem alle. Sønnen Hans Christian Sonne agtede ogsaa paa de smaa Ting. Som moden Mand saa man ham saaledes ofte flytte Tørv, der laa i Hjulsporet, hen til Vejkanten, »thi,« sagde han, »hvad der bliver liggende, vil den næste Vogn ufejlbar- lig knuse, men nu kan det blive opsamlet af Fattigfolk eller Børn, og derved komme til Nytte.« Denne Grundsætning, at intet bør gaa tilspilde, eller at »Pluk bliver til Sum«, skyldtes Lærdommen fra Barnehjemmet og danner Grund-