Haandbog for Brugsforeninger

34 jo blive det samme, som naar der nedsætter sig handlende paa Landet. At dette sker og vil ske, kan Købstæderne ikke forhindre. Hvad Købstæderne paa den Maade taber, maa de søge Erstatning for paa andre Omraader. Skal vort Land kunne brødføde den voksende Folkemængde, maa flere Arme beskæftiges i Industriens Tjeneste. Her ligger da Købstædernes vigtigste Fremtidsopgave. Og denne Bevægelse tilhører ikke blot Fremtiden. Det er jo en Kendsgerning, at til Trods for Næringsfriheden, til Trods for de ny Midtpunkter, der dannes ved adskillige Jern vej sstationer, til Trods for de mange Land- handlere er det ikke Landbefolkningen, men Købstædernes Befolkning, der er tiltaget mest i de senere Aar. Det vilde da være ganske urigtigt at tro, at Brugsforeningerne skulde kunne ødelægge Købstæderne. 12. Hvem bør arbejde for Oprettelsen af Brugsforeninger? Svaret er ikke vanskeligt. Det bør enhver, der har ind- set denne Sags Betydning. Den, der lever, som det store Flertal af Menneskene lever, »af Haanden og i Munden«, bør gøre det for sin egen Skyld som et Middel til at forbedre sine Kaar. Det lille Mindretal af begunstigede, der fører en økonomisk sorgfri Tilværelse, bør gøre det for der igennem at støtte dem, der er mindre heldigt stillede, for at lette deres Kamp for Udkommet. »Adel forpligter,« sagde man i gamle Dage, da Adelen udgjorde en særlig begunstiget Samfunds- klasse. Nu, da Lovgivningen i Hovedsagen har indført Lighed i Rettigheder, medens Forskellen i Formuesvilkaar ikke er mindre end før, bør det hedde, at »Velstand forpligter«. Dette anerkendes jo almindelig, naar Talen er om Velgørenhed. Men den bedste Velgørenhed er den, der hjælper Folk til at indrette sig saaledes, at de kan undgaa Nød og Næringssorg. En særlig Opfordring til at fremme Sagen har Arbejds- giverne, særlig de, der beskæftiger et større Antal Arbejdere. I trykkende Tider, hvor det ikke vil være muligt at hæve