Om Drift og Anlæg af Lokalbaner

i Reglen ikke været heldigt, idet Banerne ofte ikke have forrentet Anlægskapitalen, ja, undertiden knap betalt Driften. Det ligger derfor nær at spørge, om man ikke ad anden Vej, ved ikke ubetinget at følge det tidligere Spor, kan komme til et heldigt Resultat, og tilvejebringe et billigt og rentabelt Befordringsmiddel, der kan sætte de ud til Siderne af Hovedjernbanerne og Handelscentrene liggende Landdi- strikter og mindre Kjøbstæder i Forbindelse med disse. For at forsøge dette vil det være nødvendigt først at konstatere, hvilken Slags Trafik, der skal besørges, livor stor denne er og hvilken Indtægt, der kan forventes af den, og derefter at konstruere et til Trafiken passende Kjørematerie], som kan benyttes paa det Spor, der er billigst at anlægge og vedligeholde, og som tilsteder Indretning af den billigste Drift. Det Resultat, hvortil jeg er kommen ved at bruge denne Fremgangsmaade, er, at for denne Klasse af Baner passer det paa Jernbaner nu brugelige Skinne-, Svelle- og Lokomo- tivsystem ikke, at Bevogtningen af Banen samt at Hegn og Telegrafer ere overflødige, — at der paa Mellemstationerne ej behøves Stationsforstandere, ligesom det ej heller behøves der at sælge Billetter eller at indskrive Gods; hvilket jeg i det Efterfølgende skal nærmere bevise. Den Opgave, som er stillet, og hvis Løsning er forsøgt i denne Pjece, er, som allerede antydet, „at finde et System passende for Lokalbaner i agerdy rk en de og paa Trafik forholdsmæssig fattige Lande, som Danmark, Sydsverrig og Nordtyskland, og da det saaledes er et System for en bestemt Klasse af Baner, maa man begynde med at præcisere, hvilke Baner det er, der hører til denne Klasse. For at kunne dette, maa man gaa planmæssigt frem og først afgjøre, inden for hvilke Grænser disse Bauer i Reglen ville falde. Disse ere: En Længde-Grænse, ud over hvilken en Bane ikke længere kan betragtes som Lokalbane, da den vil have til- strækkelig Længde til at tjene som Hovedbane for en Del