Om Drift og Anlæg af Lokalbaner

af Vognen, vil den, naar periodisk Reparation er nødvendig, uden Vanskelighed kunne sendes til en Fabrik eller et Værk- sted, saaledes at det ikke behøves at indrette særlige Værk- steder og holde andre Maskinarbejdere end Vognens Perso- nale paa Dampvejens egne Stationer; og endvidere, at Ved- ligeholdelses-Udgifterne overhovedet ville være ringe. Efterat Materiellet og dets Konstruktion nu er beskrevet, g aas over til at beskrive selve Anlæget. Gaaende ud fra, at ethvert Jernbaneanlæg bør forrente sig — enten direkte ved, efter at have betalt Driften, at give en passende Rente af Anlægskapitalen; eller indirekte ved at den paagjældende Egn niaa antages at faa saa store Fordele af Jernbaneanlæget, at det vil betale sig for den at tilsvare det mulige Underskud — er det en Selvfølge, at jo mindre Anlægskapitalen er, jo mere Udsigt er der til at Anlæget kan betale sig. Men derfor bør Bestræbelsen efter at bygge billigt dog ikke gaa ud over Anlæget, da dette derved kun vil blive bebyrdet med saa meget større aarlige Vedligeholdelsesom- kostninger, hvorfor det Princip bør fastslaas, at selve Anlæget maa udføres i alle Henseender solidt og durabelt. Forsvarerne af den smalle Sporvidde fremhæve den Billig- hed i Anlæg, der opnaas ved dens Benyttelse, men dette er kun gjældende for Bjerglande, f. Ex. Norge, hvorimod der i Slette- lande kun opnaas en Besparelse af i Reglen 5 å 6000 Kr. pr. Mil. Naar der imidlertid ofte ved Anlæg af smalsporede Baner i Slettelande faktisk er opnaaet betydelige Besparelser, i Sammenligning med bredsporede Nabobaner, da har Grunden hertil ikke ligget i Sporvidden, men den har meget mere ligget i den Omstændighed, at man ved at forlade den be- staaende Sporvidde, ofte med det samme har kunnet befri sig for en Alængde af de Fordomme, der klæbe ved de ældre Baner, og kunnet bygge en Bane, der bedre passede til den forventede Trafik.