Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

101 Nationer, fulgte det af sig selv, at de ikke havde eller an- erkjendte noget egentligt Fædreland. Ingen kunde optages i disse Ordener uden at være af adelig Byrd, men derfor gjorde de ingenlunde altid fælles Sag med den feubale Adel, som de i deres stolte Overmod vare tilbpielige til at see ned pan. Ordenens reent egoistiske Interesser bleve mere og mere dens meste Rettesnor, og Fendaladelen maatte finte sig i, at der fandtes mægtige adelige korporationer, som stode udenfor og vare uafhængige af den, hvad jo ikke kunde andet end giøre Skaar i dens Magt og An- seelse. Det er ovenfor antydet, hvorledes Baronernes indbyrdes Feider og deres Krige med deres Lehnsherre bidroge til at Undergrave Feudalismen. Uiibertiben antoge disse Kampe en Borgerkrigs hele Charakter, især naar en eller anden mægtig Baron optraadte som Thronprcetendent, eller naar en (tørre Deel af Landets Baroner reifte sig imod deres lovlige Lehnöoverhoved, Kongen. Demle «tactile da tidt tildelle sig de andre Baroners Understøttelse, den han da sjældent erholdt uden at giøre væsentlige Indrømmelser. Paa deres Side bleve Baronerne afhængige af deres Under- givlle, som natUrligviis benyttede sig as Lejligheden til at stille Betingelser for deres Hjælp. Enhver Vasal og Under- vasal havde Værd og Betydning i Forhold til det Antal Mcend, han kunde tilføre sin Herre, og i Forhold hertil lod han sig altfor ofte betale af den, der trængte til ham, ilden jllst nt uære altfor npieregneude med at opfylde sine givne og hMdeligt besvorne Løfter. At stifte Lehnsherre, alt eftersom Fordelen bod det, hørte tit Dagens Orden, og stun- dom valgte man det afgjsrende Dreblik midt under Slaget til at flifte Herre og Fane. Men alt eftersom Borgerstanden voxede i Antal og Rigdom, fik Kongemagten en Allieret, som altid var rebe til at hjælpe Kongen imod hans op- rsrske Baroner. For denne Alliance bukkede Adelen efter-