Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

262 Staten til Gode, tynge svært paa Undersaatterne; og som endeligt ved den lette Lejlighed, de aabne for Lcmgsmed- lemmenie til at forene sig indbyrdes og til at tvinge de fattigste iblandt dem til at underkaste sig de ngeres Godt- befindende, blive Redskaber for Monopolet og begUnstige ZntrigUer, som ikke funne andet end drive Prisen paa Folkets fyrste Fornødenheder op til en Unaturlig Hvide." Det var den sunde Forstands og Hcederlighedens Vel- talenhed. Ikke desto mindre reiste den imod sig en let for- klarlig Modstand hos alle dem, der følte sig ramte, ligefra Adelsmanden, som saae sig truet af en Afgift paa sin Jord, ligetil den mindste Mester, som skjcelvede for at hans Ar- bejdere uden videre skulde nedsætte sig ved Siden af ham. Z denne sidste Kamp sluttede alle Privilegerede sig tæt sammen. Parlamentet, der optraadte som Ordfsrer, udtalte sig saaledes: „At grundlægge en Lighed i Pligten for alle Mennesker og at nedbryde de nødvendige Skjelnemcerker, vilde snart hidfpre Forstyrrelse, der altid er Følgen af uindflrcenket Lighed, og foraarsage en Omstyrtning af det borgerlige SamfUnd, som knn bevarer fin Ligevægt ved denne For- deling af Magt, Myndighed, Forrettigheder og Udmærkelser, som anviser Enhver hans Plads og sikkrer Stænderne imod Forvirring." Parlamentet vilde derfor ikke indregistrere flere end det ene af de sex Edicter, nemlig det om Ophævelsen af Laane- banken i Poissy. Men Turgot forblev fast, og Kongen, som endnu ikke vilde opgive sin Minister, tvang i en „lit de ju- stice“ Parlamentet til at indregistrere alle Edicterne. Det var ved denne Leilighed, at Ludvig XVI sagde: „Ikkun Turgot og jeg elfle Folket". Parlamentet maatte bpie sig, men taug derfor ikke stille. Det talte igjennem General- advocaten Seguier, som i denne Sag gav et Indlæg, hvori han optraadte som Ordfprer for den gamle Tingenes Orden.