Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

271 ikke mere behpvede at betragte de fattige Haandværkere som farlige Urostiftere, gave de dem en Organisation, som vel nærmest skulde tjene til fastere at sammenknytte Samfllndet, der truede med at oplyse sig. Men de romerfle Haand- vcerkslaug vare sande Fængsler, som holdt Haandværkerne indesluttede og som vare strenge i samme Grad, som Staten meente at trænge til Haandvcerkerens Arbeide. I de egent- lige Statsvcerksteder vare Arbejderne i Virkeligheden ikke stort andet end Slaver. Z de Haandteringer, som tjente til at forsyne Folket med Fødemidler, var Haandvcerkeren Cor- porationens Livegen og tilhprte med alt, hvad han eiede, (korporationen, som han ikke knnde forlade uden at skaffe en Stedfortræder. Z de saakaldte frie Haandteringer var Fri^ heden ikke ftørre, end at den Haandvcerker, som forlod sit Værksted og sin Corporation, blev ført tilbage som DeseAsr. Saa længe Riget blomstrede, sylte Haandvcerkeren sig dog nogenlunde tilfreds Under det romerske Regimente; men da det gik tilbage og da Folket aftog i Velvære og Antal, blev Haandvcerkernes Stilling forfærdelig i disse Corpora- tioner, som Uden at kunne byde dem Arbeide og Underhold ligestlldt forbyde dem at gaae bort og søge andet Erhverv. Naturligviis flygtede de, saasnart det lod sig giøre, og flut- tede sig til Bagauderne og lignende rpverske Bander. Med Barbarernes Indfald begynder det andet Afsnit, i hvilket al Civilisation gaaer til Grunde for en lang Tid. Alle Samfundets Baand oplyse sig, og Enhver lever for sig, og i en saadan Oplysningsperiode forsvinder ethvert Spor af Handel og Haandvcerk. Byerne ligge i Ruiner og ere tildeels heelt forladte af deres Befolkning. De indvandrede