Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

358 ham hans Svende. Hvad der findes af Godt og Ondt i et Folk og et Samfund foroven, kunne vi Deere visse nok poa at gjenfinde forneden; kun at det her træder frem Under en anden Form. Zscer vil det Onde og Slette her trcede frem under en Skikkelse, som nok kan indjage det hele Folk Skræks, saa meget snarere, som det menige Folks Udskejelser ved at gjengive de hpiere Klassers Forsyndelser i en for- færdelig karikeret Skikkelse, blive disse Klassers onde Sam- vittighed legemliggjort. De, der i det menige Folk ville see Indgrebet af alt muligt Godt, feile ligesaa meget som de, der hos Menigmand kUn kan sinde det, som slet og nedrigt er. Arbejderne, de menige Arbeidere ere ligesaa ivrige GUldtilbedere, som deres Overmænd, og hvorledes kunde det være anderledes. De see og forsee sig paa al den Lnxus, al det Velvære, som de Rige svælge i, og selv om de ikke just savne det Nødvendige, saa føle de dog altfor oel, at de kunde have det meget begvemmere og behageligere, dersom de havde fulbt op as Penge, og saa kunde de vcere frie for at arbeide, hvad jo altid staaer for den stmre Masse af dem som Lyksalighedens Toppunkt. Ved tbeliagt at see Lediggang og Vellevnet hos de heldigere Stillede, blive de missornpiede med deres egne Kaar, som kræve strengt Ar- beide og Tarvelighed, og de have neppe nogen Ahnelse om, hvor liden virkelig Livslykke og Livsglæde der sindes hos disse, som de saaledes misunde. Paa samme Tid efterligne de efter fattig Lejlighed deres rige Medborgere i Stads og Fjas og syge paa alle Maader at unddrage sig Arbeidet. Derfor forslaaer Intet for dem, selv naar de tjene bedst, og naar en rigtigt god Tid for Arbeidet har Ende, ere de om muligt fattigere, end da den begyndte. De gaae om- kring med et bittert Had i Hjertet til de rigere Samfunds- klasser, men ere ydmyge og krybende for den enkelte Rig- mand, de komme i Berpring med. Tingen er at de, ligesaa meget som deres Herrer, elske Guldet og gjerne kaste sig i