Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

359 Skarnet for det overalt, hvor de lugte det. De kunne finbc sig i det Utrolige af en Hmisbond eller Arbejdsgiver, som er rig og uafhængig nok til for et godt Ord at byde dem gaae Pokker i Vold, men de ere uforsiammede og trodsige ligeoverfor dem, hvis indskrænkede Midler giøre dem mere af- hængige af deres Undergivne. Det er derfor ganfle i Over- eensstemmelse med deres hele Væsen, at de allerbittrest hade den Middelstand, der naar Alt kommer til Alt, ikke staaer synderligt over dem i Livsvilkaar og Udkomme, men an- vende deres smaa Midler paa en forstandigere Maade. At be ere saa uvidende, uteerlige og brutale, kan Samstmdet ikke forekaste dem; de ere font de maa være efter det Ex- empel, de have for Die og den Opdragelse, de have faaet. Walt Whitman, som vi ovenfor have citeret, udtaler sig herom saaledes: „Demokrat som jeg er, seer jeg lydeligt nok, at der igjennem den Samfundsleiring, som man kalder det menige Folk, strækker sig Drag af Raahed og moralsk Bryst; jeg seer ret vel, at den frembyder rigelige Prsver paa Uvidenhed, Tankelpshed, Træghed, Uvornhed, Udygtighed samt Lavhed og Uselhed i det yderste Maal. Th. Carlyle spsrger os med et ©miil, om m fortrpste os til at lyste og fremme en Nations politiste Liv ved at optage saadanne Dynger as Spgdomsstof deri. Spprgsmaalet synes for- færdeligt, og der vil utvivlsomt altid findes dygtige og tænksomme Borgere, som aldrig komme over det." Men vi maae komme over det, vi maae lsse Opgaven, det maa og vil ethvert Folk, som er i Besiddelse af virkelig Leve- dygtighed. Det, som maaflee mere end noget Andet burde forfærde os, er den ncesten skrækkelige Hast, hvormed Samfundet jager afsted; men det er netop det, som Tidens Lovprisere ere meest tilbpielige til at prale meb. Fremad, afsted, hurtigt! lyder det fra alle Sider. Kast fra Dig Alt, hvad der tynger, det vil sige Alt- hvad der ikke strax kan gjsres