Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

375 trykkende Concurrence. Derfor er i Virkeligheden hverken deres Salairer eller Honorarer stegne i Forhold til Priserne paa de egentlige Livsfornpdenheder; det er meget langt fra. Ganske vist er en Deel baade Sagførere og Læger udmærket stillede i oekonomisk Henseende; men vil man spørge, om denne deres heldige Stilling ene og alene skyldes deres ftørre Dygtighed i deres Fag, saa maa dette idetmindste for en Deel benegtes. Det har altid været Tilfældet, at baade Sagfsrere og Læger, nu og da ofte i en meget Ung Alder ere komne ind i en Udmærket Praxis, om jeg saa maa sige, ved Arv, idet de ved en Principals, eller en Slægtnings Dsd ere gaaede ind i dennes Forretning, efter at de i længere eller kortere Tid have været hans Med- hjælper som Fuldmægtig eller Amanuensis. Det har nu altid været saaledes og vil altid vedblive at være saaledes. Heller ikke kan der indvendes noget herimod, saa længe Modtageren besidder tilfredsstillende Dygtighed. Derimod kan man ikke Andet end beklage, at disse for Samfundet saa betydningsfulde Virksomheder altfor meget ere blevne smittede af den gjceldende Tidsaand. Det gjcelder da især om den yngre Slægt. Har man bebreidet s. Ex. den ældre Tids Læger en vis fornem Tilbageholdenhed, der forbsd dem at jage efter Praxis, saa kan det neppe be- brejdes den yngre Generation. Hvor det almindelige Løsen er „fri Concurrence", der faae Alle et forfærdeligt Hast- værk; det gjcelder jo om at Deere fyrst paa Pladsen. Man kaster sig ind i Livet saa tidligt som muligt og skubber sig frem paa bedste Maade. Den Enkelte føler altfor vel, at det, det kommer an paa, er at giøre sig gjceldende, og man kaster derfor, hvad man har af medfsdt Beskedenhed over- bord og gjør Reclame, hver paa sin Mis. Z samme Grad som virkelig Formue eller Skin deraf bliver det Eneste, som giver Anseelse, mister Samfundet fine finere Znstincter, som satte det istand til at bedpmme det virkelige