Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

400 Mand fuld Ejendomsret over en gold Klippe, og han vil forvandle den til en Have." Heri er jeg enig med ham*); men saa siger han videre: „giv en Mand en Have i Forpagtning paa ni Aar, og han vil forvandle den til en Drken;" det benegter jeg. Flanderns Bondeforpagter nedstammer fra en Race Selveierbpnder, som ved deres Flid og Dygtighed have frarevet Sven Herredømmet over hundrede Tusinde Tdr. Land, som af reent Sand have fremtvunget Guld, og som have forvandlet en hylende Drken til en frmgtbar Have." „Haven er der endml, men under Concurremcens Tryk har den nu at fnldfsre den tredobbelte Mission, som paahviler Jord, der har faaet Handelsværdi, nemlig Afgiften til Eieren, Udbytte til Leieren og Søn til Dagleieren. Selvejerbonden, der eier sin egen Jord, er forsvnnden, og med ham tillige Sikkerhed for BrUgeren. Den ved Lov tvungne Arvdeling bevirker ikke alene en Sønderlemmelse af Udstrakte Godser og Tilintetgjprelsen af Zordmonopolet, men den har ogsaa den Virkning, paa Markedet at fremtvinge Ma-sser as lutter Smaalodder af saa ringe Stprrelse, at de kumne kjsbes af hun meget talrige Klasse, hvis Kjcerlighed tilfort) stiger til Lidenskab. Alt eftersom Slægt sviger Slægt, og Befolkningen tiltager og med denConcurrencen, sinder Eieren det umuligt nden overordentlig Anstrcengelse at faae Jorden til at yde ham en passende Rente as hans Capital. Han kan saa ikke længere modstaae Fristelsen af de hsie Bud og lærer nu snart at foretrække Herremandens magelige Liv og smaalige Magtudøvelse for Jordbrugerens Slid. Leieren forpligter sig til en ublu Afgift, og med den forfærdelige Afgiftsdag bestandigt svævende over sig, er han nydt til at offre ethvert andet Hensyn for Dyrkningen af sin Jord. Hans Børn maae lige fra den tidlige Alder deeltage i det daglige Slid )■ Hvis Forfatteren saae flere af vore Selveierhuuslodder, vilde, frygte vi, denne Enighed faae en brat Ende.