Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

441 bønderne skulle blive en Landeplage. Hvor meget Sam- fundet Udover dette behpver af Fattigvcesen, beroer paa, deels hvor kraftigt Selvhjælpen bliver gjennemfsrt, deels hvor alvorligt og sundt den egentlige Godgjsrerhed rører sig; thi uden Fattige og Trængende kan intet Samfund tænkes. Saaledes som det nu ganer; spiller Fattigvcesenet en Hovedrolle i vort Samfund, og saa længe det er Til- fældet, maae vi være noget mere upieregneude med dets Virksomhed; saa meget mere som Fattighjælpen, navnlig paa Landet, i Hovedsagen ikke er Andet eild en Afbetaling paa en Gjæld til vore gamle og Udflidte Arbeidere. At denne Gjceld bliver betalt ærligt og sømmeligt, er ikke mere end m simpel Pligt, men desto værre en Pligt, som altfor meget forf ømmes. De gamle Fattighuse paa Landet vare og ere endnu mange Steder nogle Uhyggelige Udi forfærdelige Anstalter. Imidlertid er det dog langtfra, at de Fattig- gaarde, som det i visse Egne af Landet nu næsten er bleven en Modesag at lade aflyse disse Fattighuse, t det Hele ere anbefalelsesværdige, saaledes som de for Tiden indrettes og benyttes. Meget ofte, vel som oftest, er det et enkelt Sogn eller et enkelt Pastorat, som tidt med temmeligt betydelige pecuniære Opoffrelser kjyber en Gaard og ind- retter den til Fattigaard og Arbeidsanstalt. I Reglen hyrer til en saadan Fattiggaard et temmelig betydeligt Jordareal — den sidst byggede, som Forfatteren har havt Leilighed til at blive bekjendt med, har et Zordtilliggeilde af 50 Tdr. Land, — hvorved neppe noget vindes, thi Lemmernes Forsyning og Underhold bliver derved neppe billigere, ligesaa lidt som Zorden, dreven enten som Mark eller Have, giver stadig og jevn Befljestigelse Aaret rundt. Meget hyppigt savner Gaarden ben fornødne Arbejdskraft imellem Lemmerne og der maa da holdes Karl og leies Folk. En saadan Fattiggaard fyldes nu med gamle og svage Mennesker, med en stor Mængde Børn og nogle arbejdsføre, ofte iwfr