Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

442 umedgjsrlige Vagabonder; undertiden træffes ogsaa nu og da et Par afsindige Mennesker i denne brogede Flok. I Spidsen for denne Anstalt sætter man saa en Almuesmand og hans HUstru, der for en yderst ringe Lyn skulle bestride det uhyre Arbeide, denne deres Stilling kræver. Jorden skal drives, kreaturerne skulle passes, der skal fyres Regn- flab over Indtægt og Udgift, der skal laves Mad til ftunbom 50 til 60 Mennesker, der skal bages, brygges og vadskes for alle disse Mennesker o. s. v. o. s. v. Saa paahviler det ogsaa Bestyreren og hans Hnstru, at føre Tilsyn med Bsrnenes Opdragelse og med samtlige Lemmers Reenlighed. Selvfølgelig kan det ikke overkomrnes; thi den Hjælp, Besty- reren har af Lemmerne er ofte i hoieste Grad Utilfredsstillende. Lemmerne gaae som oftest imellem hverandre uden Hensyn til KM og Alder og ere altfor ofte hverandre til gjensidig Plage. De Fleste bringe i Reglen med sig, hvad de have af Gang- og Sengklceder, og da dette gjerne er saa nselt som muligt, faner Anstalten ligefra den fyrste Be- gyndelse Udseendet af en Pjaltenborg og er det i Virkeligheden. Hvorledes skal nu saadant Lt stakkels Par Mennesker som Opsynsmanden og hans Kone, der hverken i Dannelse eller Udvikling staaer synderligt over Lemmerile, kunne overholde Orden, Reenlighed og Disciplin? Mon ikke Samfundet i denne Retning har ladet de enkelte CommUner for meget gaae deres egen Bei og altfor meget glemt, at Fattigvcesenet ikke er en Commune- men en Statssag, som af Beqvemmelighedshensyn er henlagt Under Comnmnerne. En Fattiggaard i den Forstand, som den her tages, nemlig som en Forening af Arbejdsanstalt, Pleiestiftelse og Opfostringshnus, kan ikke magtes af en enkelt Landcomnnlne. Dean fa aer i saa Fald ikkun en uheldig Blanding af alt dette; en Anstalt, som vel i Begyndelsen, saa længe den er nt) og følges med Interesse af indflydelses- rige Mceud, kan bevare et vist ydre Skin af, hvad den