Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

464 hUrtigt det, som er lært i Skolen, dersom det ikke holdes fast i HUkommelsen ved fortsat Dvelse. Mange ville vel indvende, at nutildags vilde en saadan ved Lov bestemt Lcerlingeprpve som Afslutning af Læretiden syles som en Utaalelig Tvang. Det maa betvivles, dersom forsvrigt Lærlingeforholdet ordnes paa den ovenfor antydede Maade. Af alle forstandige Forceldre vil en saadan Ord- ning opfattes som en Betryggelse, idet de derved, saa vidt det er muligt, faae en Forvisning om, at deres Bprn op- læres tilbørligt og behandles paa en forsvarlig Maade. Saaledes som Forholdet hidtil har været overladt til sig selv, kunde en saadan Betryggelse ikke haves, og Savnet heraf har skræmmet mange Forceldre fra at lade deres Smner vælge Haandværket som Levevei. Paa den anden Side have de Uhyggelige Forhold, hvorunder Læredrengene hyppigt nok befandt sig, ikke været uden Skyld i, at saa mange Drenge lpb af Lcere. Lad Værkstedet og Arbeidet frembyde lidt af den Hygge — som et velbestyret Værk- sted hverken kan eller bpr savne — saa vil det faae en raskere Tilgang as dygtige Kræfter, og flinke Drenge ville heller ikke som nu pnske at forlade det i Utide. Andre ville maaskee nære nogen Tvivl om Samfundets Berettigelse til at blande sig i dette Forhold med tvingende Bestemmelser. Denne Tvivl er vistnok uberettiget. Hvor man har meent, at Samfundets Vel krævede flige Indskrænkninger i den per- sonlige Frihed, har man ikke betænkt sig paa at paabyde dem. Er, som sagt, Skolepligten og Værnepligten ikke saadanne Indskrænkninger? Man kan vist gaae et Skridt videre og paastaae, at Samfundet ikke alene er berettiget, men for- pligtet til at gribe tvingende ind i dette Forhold. Man maa ikke glemme, at Talen her er om Umyndige Bprn, som anbringes Udenfor Forældrenes Hims og som disse derfor ikke kunne føre det tilbørlige Tilsyn med. Under saadanne Forhold kan og tør Samfundet ikke holde sig tilbage. Vi