Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

469 Fortiden. Langet, selv Under den srieste Form, har Op- gaver nok at arbeide for. Der er saa Uendeligt mange Spsrgsmaal, som Laliget i sin Heelhed kan besvare til- fredsstillende for alle sine Medlemmer, men som den Enkelte staaer hjælpelos ligeoverfor. Den enkelte Haand- vcerker er en Enkelt, man-kan gjeme sige Zngen, idetmindste ikke Nogen, som Stat og Commune bør eller kan tage mere Hensyn til end til enhver anden enkelt Person; men Lauget, der arbeider Under et Fcellesorgan, er en Magt, som kan fordre, at der tages tilbyrligt Hensyn til det. Det be- hsver ikke nogen Forklaring, at alle Laugsmedlenuner, baade unge og gamle, ville have godt af at mpdes jevnligt og forhandle om Haandværkets mange techniske og oekonomiske Interesser. Saasnart der er et Laug, er der ogsaa Mulig- heden for at danne en Laugsopimon, og Lauget kan da optræde som en Person, hvis Mening Regjering og Com- mune ofte kan have Gavn as at indhente s. Ex. i Told- spprgsmaal. Blandt de mange Opgaver, som ligge for Lauget, skulle vi her kun nævne een. Det maa sætte sig i Spidsen for og paalage sig Bestyrelsen af Laugsmed- lemmernes Selvhjoelpsforemnger og Understøttelsesforeninger. Der kan jo ingen Tvivl være om, at den flittige og dygtige Haandvcerker bør fumie tjene saa godt, at han, naar han fører en forstandig Huusholdnmg, kan sprge for sig selv i sin Alderdom og under forbigaaende Sygdom, uben at have nødigt at tye middelbart eller umiddelbart til Fattigvcesenet. Det stal Arbeidet kunne udrede, og den Haandtenng, som ikke kan yde sine Arbeidere det, men maa henvise dem til Fattigvæsenet, har neppe nogen Ret til at bestaae. Ordnes Selvhjælpen saaledes som foran foreslaaet, nemlig saaledes at Arbejderen fra en tidlig Alder er pligtig til at indskyde visse Procent af sin Dagløn, er der ingen bydende Nød- vendighed for, at disse Selvhjælpsforeninger dannes laugsviis. Ved denne Ordning faaer Arbejderen jo sin