Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

 485 kan ajsgle efter Hjertens Lyst; Nogle stille sig endog paa Hovedet, for at tvinge Publicum til at betragte dem. Der er paa een Gang noget Sørgeligt og noget Comiskt ved at betragte den Forestilling, som her opføres. Og hvem kommer saa dette Reclamevcesen til Gode? Ganske vist ikke den fattige Næringsdrivende, der ved redelige Midler vil arbeide sig frem. At begynde smaat og befledent, vover nu Ingen, naar han ikke vil ende ligesaa smaat og befledent, thi Publicum er nu tildeels ogsaa demoraliseret og vil ikke indlade sig med Nogen, som ikke er istand til at Udfolde al denne Glimmer og Pragt. Kan man ikke betale i Hnusleie Gasbelysning o. s. v., hvad et Par Familier kunde leve anstændigt af, saa tør man ikke være med i dette Vceddelsb. Men dette Uvæsen kommer neppe heller de rige og solide Næringsdrivende til Gode. Den, der fyrst er sikker paa sit Publicilm, vil just ikke være meget tilbmelig til at offre Meget paa beime kostbare Fornøjelse, og det vilde ikke være vanskeligt, enten i Hovedstaden eller Provindserne at Udpege solide Firmaer, jom ikke i Menneflealdere have foretaget nogen Forandring ved deres Butik, og som aldrig nedlade sig til at avertere. Man tager vist ikke meget feil, naar man antager, at det er de Usobde, reeitt ud sagt Svindelen, som uieeft benytter slige Midler. Det var dog maaskee ikke saa heelt forkeert, at man i Frankrig i Middelalderen for- langte af den, som vilde etablere sig, at han skulde godt- gjore, at han havde Noget til at etablere sig for. Men hvem er det saa, som tilsidst maa betale Gildet? NatUrligviis PMicum. Men det er nu engang blevet forvænt, og maa finde sig i at betale. Hvilke Forandringer har mart ikke oplevet her i Landet! Man erindre sig blot det skrækkelige grcra, lodne Papir, hvori Urtekræmmeren i Tyverne indpakkede alt Muligt. Vi kunde nævne en Butik, rigtignok paa Landet, hvor Kunderne fik Ubehageligheder, naar de ikke medbragte Knikke, Tallerken, Pose eller Papir