Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

I 492 et Opad og Fremad; det er i Reglen ikkun de ringere Na- turer, som tae finde sig i at ende deres Liv der, hvor de begyndte det. Vi ville flabe et Demokrati, et virkeligt Demokrati meb Frihed og Lighed; men hvad have vi egentligt hidtil udrettet? Vi have opstillet Rammerne og Formerne for dette Demokrati og saa fljenket Folket den almindelige Valgret, som i Virkeligheden lægger den souveraine Magt i Folkemassens Hænder. Men hvad have vi gjort, for at sætte denne Masse istand til at Udpve denne Magt til Gavn for sig selv, det vil sige tit Gavn for hele Folket? Er ikke dette foiweraine Folk endnu saa uvidende og uoplyst og i Moral saa skrøbeligt, at det for et godt Ord er rede til at overdrage sin Souverainitet til den forste den bedste Rænkesmed? Et souveraint Folk siulde være et sllldmyndigt Folk, det vil sige være istand til at bære det uhyre Ansvar, som denne Soilveraimtet lægger paa dets SkUldre; men vi ere meget langt fra at have opnaaet en saadan Modenhed. Det er saa langt derfra, at ui ved enhver Lejlighed blive et Offer for vore egne slette Znstincter Og hvorledes kan det være anderledes? Hvor modtager den store Masse af dette Folk sin Opdragelse? Z Hjemmet? Hvor er dette Hjem? Kan det kaldes et Hjem for Barnet, hvor Faderen aldrig og Moderen sjældent nok er tilstede? Altfor ofte syger Faderen fra Arbeidet lige ’ til Bærtshilset, hvorfra han saa kommer ravellde hjem til Kone og Bvrn; godt og vel, om han ikke tilkjendegiver sin Hjemkomst med brutale Skjældsord og endnu brutalere Slag. De oderen er altfor oste en opslidt, misfornpiet, vranten